Vil man virkelig snyde sig selv for følelsen af at være Master of the Universe? Det er sådan, man kan føle sig, når man ligger i Øresund en decembernat og kigger ind på byens funklende lys, og bølgerne pisker ind over hovedet på en. Ja, så føler man sig sgu sej, initiativrig og stålsat. Alle de andre sofakartofler ligger og varmer uldplaiden nedefra, mens man selv udfordrer elementerne, kulden, mørket, bekvemmeligheden, det komfortable, fordi man kan. Fordi man har nosserne til det. Fordi man i modsætning til de føromtalte er i stand til at tage sig selv i nakken og udfordre livet. Efter sådan en tur, som i virkeligheden overhovedet ikke er så ekstrem, vild og livstruende, er det ekstra skønt at glæde sig til at komme hjem i et skoldhedt bad og putte sig ind i ”skeen” og fryde sig ved fruens varme rumpe. En frue, der i den grad kan mærke, at det er en glad mand, der har mærket sig selv, som kommer hjem, stolt og udfordret, skyder gladeligt den varme rumpe lidt længere bagud. Og de tilfredse suk bliver straks mere dybfølte, når man lægger sine arme, der rent faktisk føles en lille smule mere muskuløse efter svømmeturen, beskyttende rundt om den