Man kan sige, at Turkka med den bog for alvor finder sin stemme – sit vandmærke, sine superkræfter. Efter de tidlige naturdigte og eksperimenter med prosad igte udvikler hun her en helt særlig metode, der med en lethed og suve rænitet tillader hende at kombinere forskellige poetiske elementer og virkemidler, man måske ikke forventer at se sammen eller måske ligefrem tænker på som modstridende. Talesprog, hverdagslige talemåder midt i det groteske og fabulerende, blandet med storladen, højpoetisk præcision. Digte ne er på samme tid sammenhængende og fragmentariske, de galoperer hurtigt videre, der er mange pludselige spring, men også gentagelser, variationer og reelle forløb