stemme til en hvisken – “... tyskere er jo også mennesker.”
Mange af deres kolleger havde sagt nej til at bruge ressourcer på flygtninge fra det land, der havde besat Danmark – og Ragnhild gjorde alt, hvad hun kunne, for at feje de nødstedtes bønner og henvendelser væk fra sin mands skrivebord: “De skal for himlens skyld hjælpes i deres eget land – nær dem selv – så deres kræfter kan bruges på genopbygning, når den tid kommer,” sagde hun.
I Østersøen var et ombygget tysk passagerskib med næsten titusind tyske på flugt fra russerne blevet sænket, men alligevel forekom det hele danskerne fjernt og fremmed – og affødte mest af alt en gysen. Efter knap fem års besættelse var der ingen virkelig vilje til at redde de sidste dages fortvivlede, og de mest nationale danske fremsatte opråb i flyveblade, der advarede enhver såkaldt ‘god dansker’ om, at de tilstrømmende flygtninge var en del af krigsmagten – og at et knæfald for dem kunne være fatalt.
Det var et sådant papir, den unge læge nu rakte hen over mødebordet:
Flygtningene er blevet os paatvunget – det er en ny Form for Invasion, læste Erling. De er her uden Ret – ikke engang Krigens Ret, Til at begynde med er de klynkende og vil gerne vække Medlidenhed, men snart føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer. De kommer, mens hundreder af vore egne Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre, hvor de er udsat for Tortur og Sult.
Han læste det to gange og vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var skrevet af en borgergruppe af ‘bekymrede danskere’, og det syntes vanskeligt at modsige. Længe sad han tavs, fanget mellem sine stadig mere umulige valg – mens han samtidig blev ramt af en dyb trang til bare at rejse sig og gå. Forlade det hele. Men det var naturligvis absurd …
Ragnhild puffede de to lægers kvaler til side med et resolut budskab, sådan som hun altid gjorde: “De fremmede flygtninge får simpelt hen ikke adgang her til huset. Jeres pligt er over for de mennesker, der stoler på jer, og som er vores egne. De danske står først.”
En af
Ekko af nutidens holdning til flygtninge