Den inderste fare II

ket søge tilflugt hen over hendes hænder. De var lyshudede og glatte med buttede fingre og korte negle. Mens han så dem tage barnligt om kanden og skænke op, tænkte han på, om pigebarnet slet ikke havde nogen anelse om, hvor farligt det ville være for hende, når freden kom, at hun havde skænket kaffe og te for ham og den rigsbefuldmægtigede. Og da hænderne satte kanden fra sig, og hun trak sig tilbage mod køkkenafdelingen, fulgte han hende med blikket og lod det glide ned ad den slanke skik­kelse, som vippede i taljen, og under kjoleskørtet så han, hvordan de små ungpigebalder vippede mod hinanden på skift. Hun vidste ikke, hvad hun gjorde. Gid hun ville undslippe, inden det store fald kom.
De gråblå øjne mødte ham med antydningen af muntert drilleri: ‘Hr. Statsministeren kan bare ikke lade være, hva’?’ Og mens Scavenius