Arven

er ikke tit, vi ser Dem hernede i landsbyen, miss Meredith,“ sagde damen, og Meredith snappede efter vejret. Hvordan vidste kvinden, hvem hun var? Og ville hun fortælle det til mrs. Priddy

du lyst til at gå med hjem til te?“ spurgte Maria Meredith, og hendes smil var en smule forbeholdent i forhold til tidligere. Sværd

til at hoppe fremad og smile spændt. Hun forestillede sig, hvordan det ville være at komme til te, at opleve beboelsesvognens indre, som hun så ofte havde kigget nysgerrigt på fra træernes skjul, at møde deres lyshårede og kærlige mor, der lagde armene

midt i lysningen, hvor lejren var, mens regnen begynder at gøre papkassen blød. Nu er her ingen autocampere, ingen hunde

Dinsdale har altid slebet knivene for os, frue … jeg mente ikke, der kunne være noget forkert i at –“ forsøgte mrs. Priddy at forklare.
„Det er jeg

Caroline ville formodentlig have undladt at opsøge årsagen til spektaklet, hvis ikke hun havde set den dårlige samvittighed i mrs. Priddys blik, hvis ikke kvinden var holdt op med at gøre det, hun var i gang med så pludseligt og skræmt, da fruen viste

Manor virkede ikke umiddelbart charmerende på Caroline. Det var storslået, men uelegant. Vinduerne var for firkantede til at være smukke, og murene for grå til at virke indbydende. Indkørslen

holdt op med at græde, mens hun vaskede ham, og udstødte i stedet små, glade lyde og plaskede med fødderne i vandet. Caroline rømmede sig og nynnede en hæs vuggevise, til han døsede hen. Hendes ører summede af stilheden efter hans gråd, og

er bitterligt koldt udenfor. Vinden går gennem marv og ben, så selv alkoholens varme forsvinder – den får tårerne frem i vores øjne, og læberne til at sprække. Vi går hurtigt med sammenbidte tænder

en fin fyr. Han havde værkstedet på vejen til Devizes det meste af sit liv. Nu er han selvfølgelig pensioneret. Men hans mor var tjenestepige i det store hus dengang for længe siden.“
„Hvor længe