I Italien har det været sådan lige siden middelalderen.
Men som Enzensberger skriver (i »Åh, Europa!«, 1987): »Selv hvis de ville, kunne tyskerne, englænderne eller finnerne ikke klare at gøre som italienerne. Dertil er de nemlig ikke snu nok, ikke kyniske nok, ikke begavede nok; for stive, for fastlåste, for dilettantiske, for kompleksfyldte. De har investeret for megen kraft i deres velordnede systemer, delegeret for mange ressourcer, opgaver, forhåbninger til staten. De er kommet ud af øvelsen, når det drejer sig om at handle på egen hånd og sige: Jeg og min klan, min familie, min butik, vi skal nok klare den, om så de andre kreperer. De tror stadig væk på sikkerhedens kimære, de hænger stadigvæk ved en orden, som måske allerede er blevet en anakronisme