Vi er ikke dyr, men vi er tyskere

Den anden årsag til, at denne aften har lagret sig så tungt i min hukommelse, er formentlig det humør, min mor var i, da hun kom hjem. – Hvordan gik mødet, spurgte jeg uskyldigt. – Du skal til Dyngby på lejrskole, svarede hun fornøjet. – Og så skal vi begge være glade for, at der stadig er så mange fornuftige forældre i den klasse. Hun forventede formentlig, at jeg kun bed mærke i det første, hun sagde, men i dag er det kun den sidste sætning, jeg stadig kan høre hende sige.
Jeg har siden snakket med min mor om det forældremøde. Hun blev så glad, fordi et stort flertal af forældrene – med Lisbeths mor, der var en ressourcestærk kvinde fra en far-og-mor-og-to-yndige-børn-familie, rejste sig op og tog slagsmålet mod rigmanden i lokalet. Ikke kun på vegne af de forældre, der ligesom min mor var langtidsarbejdsløse i slutningen af 80’erne. Men lige så meget for sig selv. Fordi de ikke ville acceptere, at deres børn skulle gå i en klasse, hvor nogen af kammeraterne ikke havde råd til at deltage i fællesskaberne. Og fordi de ønskede at introducere deres børn for nogle andre værdier, end hvem der kunne give den største legetøjsbil.
De førte kulturkamp. Ikke fordi de var misundelige på rigdommen, men fordi de kunne se konsekvenserne af det frie valg. Og det lykkedes for dem, fordi de var meget bevidste om, hvad de ville. Deres utopi var lighed til børnefødselsdagene, og et af deres afgørende værktøjer var at regulere prisniveauet for gaverne. De var herre over sig selv – og derfor også i stand til at blive herre over andre, som den fransk filosof og psykolog Michel Foucault meget præcist formulerede det.210
Resultatet af den slags små episoder, der udspiller sig overalt, hvor mennesker mødes, er ikke blot, at gaverne forbliver forholdsvist billige. Men også at Klements far gik frustreret fra mødet, sat på plads af nogle folk, der i princippet kunne være ansat i hans egen virksomhed. Magtforholdene i klassesamfundet blev altså vendt på hovedet i klasseværelset. Pengesedlens magt blev erstattet af stemmesedlens magt. Og min mor og de andre arbejdsløse forældre opdagede pludselig, at deres problemer blev taget alvorligt. Og måske vigtigst af alt: Alle de forældre, der udgjorde det store flertal af ganske almindelige lønmodtagere, og som ellers formentlig sagtens kunne deltage i de første par etaper af et gaveræs, fik sat deres værdier igennem som hele klassens lov

Der var jo boller og kakao hjemme hos Peter forleden, startede Lisbeths mor. – Og så vidt jeg kan forstå på Lisbeth, så fik Peter den store røde lastbil fra Transformers af Klement. Jeg ved ikke, hvad den koster, men det er i hvert fald mere end de 20 kroner, vi har besluttet her i klassen. Vi er nogle stykker, der har snakket om det. Vi mener, det er vigtigt, at alle respekterer vores beslutning, ellers risikerer vi et gaveræs, der løber løbsk.
– Men Peter og Klement er bedstevenner. De har hjulpet hinanden med lektierne og har det rigtig godt sammen, afbrød Klements far, der var klassens rigmand. – Hvis vi vil give en flot gave, så gør vi det. Det bestemmer vi vel selv.
– Du brugte det samme argument, dengang vi besluttede at lægge et loft på gaverne, fortsatte Lisbeths mor. – Men vi andre mener, det er vigtigt, at alle børnene får mulighed for at deltage i fødselsdagene, og det får de ikke, hvis gaverne bliver dyrere og dyrere. 20 kroner er i forvejen mange penge. Der er over tyve elever i klassen, det bliver til mange gaver på et år. Og de fleste af os har jo også børn i andre af skolens klasser.
– Men jeg tvinger jo ikke nogen til at give dyrere gaver, insisterede Klements far. – I kan give, lige hvad I har lyst til. Så længe vi også får lov til at gøre, hvad vi har lyst til. Jeg forstår simpelthen ikke, at I kan stå der som voksne mennesker og indskrænke vores frihed.“
Jeg tror, jeg kan huske min egen oplevelse af denne aften af to forskellige årsager. For det første var jeg overrasket og stolt over at forstå noget, som en voksen mand var for dum til at fatte. Jeg var selv blevet væk fra Peters fødselsdag, fordi jeg var flov over den lille gave, min mor havde råd til at give mig med så sent på måneden. Så i stedet for at cykle ned i villakvarteret til Peter, var jeg cyklet op i Veri Centret og havde brændt et par timer af, før jeg kom hjem til min mor og fortalte om alle kagerne og skattejagten. Næste dag i skolen fortalte jeg, at jeg havde været i Tivoli med min fætter.

– Det er blevet til en skranke, Mattias. Samfundet. Det er blevet til en skide service- og tilsyns- og kontrolskranke,

– Så er det sgu da klart, vi taber for tiden. Hvis folk tror, at skatten og fagforeningen og sikkerhedsreglerne, ikke angår dem. De har ikke ejerskab til en skid andet end dem selv. Vi har glemt, at det er nogle forhold, vi selv har kæmpet for. Og vi har glemt den elendighed, de afløste.