Litteratur

Oveni trykpressen, det suveræne individ, dannelsen og nationen peger han på demokrati, uddannelse til alle, ytringsfrihed og ophavsrettigheder.

Litteraturen er uløseligt forbundet med renæssancens humanisme, tanken om det menneskelige som en særlig kvalitet og det enkelte menneske som en aktiv deltager i verden, tanker, der senere udvikledes i 1700-tallets forestilling om det suveræne individ og i 1800-tallets ideer om dannelse.

Ikke kun fordi vi mister forbindelsen til traditionen, men endnu mere fundamentalt, fordi vi mister evnen til at læse lange, komplicerede og uforstyrrede skriftlige forløb.

Hans anden pointe er, at han hele tiden får ideer af at læse.

En af dem, der ned i de allerfineste nuancer har beskrevet, hvad det vil sige at læse, er den franske forfatter Marcel Proust. I teksten ”Om læsning” fra 1906 påstår han, at der er mere ved det at læse end

offentlige rum. Den historie, jeg har fortalt i denne bog, har handlet om, hvordan litteratur i moderne europæisk forstand blev til ved den modsatte bevægelse. Teksten blev isoleret til et værk, til noget imellem en bogs omslag, og den opstod i et intimt rum. Det moderne Europa handlede i høj grad om distinktioner som dem imellem kunst og verden og imellem offentligt og privat. En tredje distinktion, som skabte litteraturen i moderne forstand, og som Holzers installation også ophæver, er den imellem ord, billede og lyd. Ved første øjekast kan det se ud, som

mennesket er aldrig entydigt. Zidane svigtede sine holdkammerater, sit land, sin måde at spille spillet på, men kun fordi han ikke havde anden udvej. Der er hverken vindere eller helte. Materazzi var bare klogere. En dum skid på banen, men han spillede spillet. Som en anden Jago var hans funktion at udstille Othellos naivitet, demonstrere generalens manglende koldsindighed og afsløre ham som en dårlig general. At se Zidane ved hjælp af en genre og Materazzi som en funktion i en fortælling er at læse episoden litterært.
Myten skrives med andre myter.

Zidane blev en tragisk helt. Som alle tragiske helte gjorde han, hvad han måtte gøre, også selvom det blev hans endeligt som fodboldspiller, hans sidste handling i hans sidste kamp. Materazzis fornærmelser måtte besvares. Han kunne ikke gøre andet, udtalte han senere. Sportsstjerner bliver først myter, det øjeblik de taber stort. Den evige triumfator er ligegyldig. Mennesket ses først og størst i faldet. Og

erden? Jeg skrev i forbindelse med den figurative læsning, at litteraturen går stik imod en kultur, som vil afskaffe det vanskelige og selvmodsigende til fordel for rationel gennemskuelighed, og som forveksler klarhed med umiddelbar forståelighed. Det kunne være et sted at begynde. Ideen er ikke ny. Den

artin Heidegger argumenterede for, at underholdningsindustrien og den moderne civilisations tendens til at reducere alle ting til deres formål fik os til at glemme den væren, s