Kunsten at sige nej

Det hele ender i en halvhjertet, lunken suppedas, hvor ingen af parterne får hverken det, de ønsker sig eller det, de har behov for. Barnet bliver frustreret, fordi han ikke får en ordentlig kontakt og den voksne bliver frustreret, fordi han ofrer sig uden at blive belønnet med et tilfreds barn. Frustrerede børn kan ikke udvikle sig harmonisk og frustrerede voksne er altid i defensiven og har dårlig samvittighed.
Det er glæden over at kunne tage vare på sig selv og accepten af det andet menneskes ret til at gøre det samme, der gør det personlige nej varmt og frugtbart.
Når børn får et personligt nej, lærer de meget hurtigere at respektere andre menneskers behov og grænser. De vil intet hellere end at samarbejde med deres forældre og kan sagtens respektere deres ”person”. Hvis man i stedet opstiller regler og grænser eller henviser til alder og traditioner, vil ethvert sundt barn forsøge at teste deres gyldighed – igen og igen. Bevidstheden om, at far og mor mener, hvad de siger og siger, hvad de mener, er noget nær den bedste og mest holdbare gave, man kan give sine børn.

Vores ”selv” er ikke nogen fast størrelse, som vi kan lære at kende en gang for alle. Det ændrer sig med tiden og afhænger af de relationer vi indgår i.

Somme tider må vi ofre os og ofte må vi gå på kompromis, men hvis vi ofrer vores inderste kerne og går på kompromis med vores vigtigste grænser, behov og værdier, så indgår vi ikke bare et kompromis med de andre men går på kompromis med os selv. Så kompromitterer vi vores personlige integritet og det forringer ikke bare vores individuelle livskvalitet men også kvaliteten af vores relationer til de andre. Det er ikke altid så enkelt at finde frem til sine egne sande grænser og værdier og mange mennesker forveksler den del af sig selv med deres almene meninger og holdninger.