I gode hænder

Hans fars stemme lød gladere end ellers ude fra køkkenet. Gustav gik derud og så ham stå med hænderne snasket til af et eller andet, som han var ved at vaske af. Per Aagerup smilede til sin søn med samme slags lettere undskyldende blik, som Gustav havde set på i næsten et halvt år og helst ville være fri for.
“Er det noget indisk eller hvad?”
Hans far tørrede hænderne og kneb øjnene sammen for at læse, hvad der stod på det brev krydderier, han lige havde kommet i gryden.
“Nasi goreng, står der. Indonesisk. Og så lidt af mit eget.”
“Kommer mor og spiser med?”
Deres blikke mødtes. Ingen af dem behøvede at sige mere. Per smilede.
“Vi spiser klokken seks, okay?” sagde Per.
“Okay. Jeg går ned og ser på det der med gallerkrigene.”
“Ork, alt det klarer du nemt. Det ved jeg bare. Hov, du, inden jeg glemmer det, mor har lagt noget til dig. Inde på spisebordet.”
“Hvad?”
Han gik ind i spisestuen og så sedlen fra Ulla, som havde skrevet den med sin fyldepen, kunne han se, store marineblå blækbuer i bogstaver så runde, at hele papiret lignede en tegning i stedet for en besked.
Gustav, skat, hende her hjalp Arlettes mor med lammelsen, efter at hun blev syg. Og nu kan hun jo gå! Jeg har aftalt med hende, at der er en tid til dig, så vær sød at ringe til hende og tage derop, bare en enkelt gang. Det skader i hvert fald ikke, vel? Kys fra mor.
Mor og hendes hekse og trolde og kloge koner, han havde været på besøg hos dem alle sammen, både dem med pyramideenergi og dem, der serverede ham urtete og lovede, at han snart ville kunne trække vejret. Intet af det havde hjulpet. Og så i eksamenstiden

Hendes liv var enkelt.

Det måtte vente. Hun satte sig ned på briksen i stedet og lyttede til stilheden mellem stolene, indtil hun ikke kunne mærke noget som helst