var et hyl, der kunne have tilkaldt de døde, og sekunder efter hørte jeg da også løb på terrassen. Men jeg slap stadig ikke. Heller ikke, selvom det var lige præcis det, Freja i skinger tone forlangte, at jeg skulle. „Slip ham. Slip ham så. Forpulede menneske. Slip ham!“
Katten skal dø.
Katten skiftevis slap sit greb for at hyle og lod så tænderne synke dybere og dybere ned i mit lår igen for at forsvare sig. Den anede tydeligvis ikke, hvad der skete. Det gjorde jeg heller ikke. Kun at mørket væltede op nedefra, op gennem min krop. Ud gennem mine tænder og over i katten.
Freja blev ved med at råbe, at jeg skulle slippe, og at katten skulle slippe. Jeg havde blod i munden, og så blandede en tredje sig pludselig. En mandsstemme, der lød fra den