Rend mig i traditionerne

Jeg er en af de fyre, der aldrig får gjort noget.

Nå, men jeg gik altså rundt ude i skoven

Mens jeg gjorde det, fik jeg øje på hr. Traubert. Han sad inde i sit værelse og brugte en bøjle som gevær. Han stak den ud gennem tremmerne og skød alle dem, der mosede rundt nede i parken. Bang! råbte han. – Nu er du død, dit satans røvhul. Han gjorde ingen forskel på folk, men skød dem allesammen.

Somme tider er jeg mægtig højt oppe, meget højere end folk ellers er, og så bli’r jeg arrig, fordi jeg synes, de andre er nogle sløve beder. Og somme tider er jeg helt nede i kælderen, og så bli’r jeg arrig, fordi folk ikke kan lade mig være i fred.

Jeg sagde engang til Hubert, at alle voksne troede, de havde fundet de vises sten, men inderst inde vidste de godt, at de ikke havde fået andet end en lang næse.

Jeg kan ikke fordrage voksne mennesker, altså rigtig voksne, fordi de altid kender hele verden.

Jeg ved ikke, hvornår det går op for én, at man er ensom. Altså, jeg mener ensom inderst inde. Man kan selvfølgelig godt være sammen med en masse mennesker, men man er alligevel ensom. Man kan sige til andre mennesker, hvordan man har det, og de kan fortælle én, hvordan de har det, men det bli’r aldrig andet end ord. Lige meget hvor godt man kender hinanden, så kan man aldrig komme hinanden nærmere end ordene. Man kan selvfølgelig føle på hinanden eller bide i hinanden, men det er ord på en anden måde.

Jeg ved ikke, hvornår det går op for én, at man er ensom. Altså, jeg mener ensom inderst inde. Man kan selvfølgelig godt være sammen med en masse mennesker, men man er alligevel ensom. Man kan sige til andre mennesker, hvordan man har det, og de kan fortælle én, hvordan de har det, men det bli’r aldrig andet end ord.

Traditioner er glasur på den ufordøjelige kage.

Ak ja, hr. Det er mine ben, den er gal med. Jeg kan ikke styre dem, forstår De. Jeg stod lige netop og tænkte på, at jeg i hvert fald ikke ville sparke Brøns i måsen; og så gjorde jeg det. Han snakkede mægtigt, netop da jeg lodsede, og han baldrede panden ind i skrivebordet og tabte hagen. Så rejste han sig op og kikkede på mig. Hans hænder hang helt slappe ned langs siden, og han var helt hvid i hovedet. Det var forfærdeligt at se på, og jeg tænkte, at om lidt ville han begynde at græde. Ligesom en lille dreng. Jeg ville gerne give en million kroner for, at han ikke begyndte at græde. Jeg ville gøre, hvad det skulle være, bare han ville lade være. Jeg ville tude som en ulv eller kysse hans sko. Hvad som helst.
Det var et uendeligt øjeblik. Men pludselig gik en mægtig rystelse gennem ham. Det var, ligesom han voksede. Han blev helt blodrød i hovedet, og pludselig smadrede han mig en ud, så jeg gik omkuld på gulvet. Han er en stor, stærk mand, og jeg skal ellers lige love for, at han kunne stange en ud, som kunne mærkes. Jeg drønede hovedet ind i væggen, og et øjeblik kørte det hele rundt for mig.
– Din flab, sagde han.
Men så faldt hans hænder slapt ned langs kroppen igen, og han blev igen bleg. Forstår De, han praler altid af, at han aldrig har slået nogen. Det har ikke været nødvendigt, og det er ikke nødvendigt, si’r han altid. Man opnår ikke noget på den måde.
Jeg var lidt svimmel, men jeg kunne ikke lade være med at smile lidt til ham for at opmuntre ham. Er det ikke underligt, men jeg var helt glad indeni, fordi han havde pandet mig den ud. Og nu tror De måske, at det er et fint bevis på, at den gode gamle disciplinære opdragelse alligevel er den bedste, fordi jeg i det øjeblik indså, at jeg havde fortjent at få en på gokken. Men sådan forholder det sig slet ikke, hr. Nej, jeg var glad, fordi gamle Brøns et øjeblik havde forstået, at man ikke kan tale om alting. Jeg er heller ikke sådan en masochist, der bryder sig om, at folk tæver en. Nej, jeg kunne li’ det, fordi Brøns et øjeblik var helt fri for alle sine forbandede