Tilbage til Black Rabbit Hall

Det farer fra portrættet af Momma direkte til mig, som om det får øje på den lighed, alle siger er så forbløffende.

Jeg tror, at voksne med tiden må blive slidt ned på en eller anden måde, ligesom klipperne ude ved havet, men at de bliver ved med at være dem, de er, blot langsommere og mere grå med de der sjove, lodrette rynker foran ørerne. Men unge ændrer sig fra den ene uge til den anden. For at kende os, skal man løbe ved siden af os, ligesom når man prøver at råbe til en ind ad vinduet på et kørende tog.

Jeg har opdaget, at livet ikke altid drejer sig om de indlysende ting – folk, der dør, ægteskaber, alt det, der bliver skrevet på gravstenene – men også om små, ikke nedskrevne ting. Kys. Kaniner.

Vi ved begge noget, som de fleste på vores alder ikke gør. Vi har begge måttet klistre os selv sammen igen. Forbandet uheld. Det er det virkelig.