Social arv

Social arv

Social arv er en betegnelse for den mangfoldighed af forhold og mekanismer, der handler om at sociale forskelle og uligheder påviseligt går igen fra generation til generation. Der er ikke entydige definitioner eller brug af ordet social arv. Forskning viser, på den ene side at social arv handler om reproduktion af social ulighed med konsekvenser for mennesker position, økonomisk, kulturelt og socialt. Uddannelsesforskningen sætter fokus på ulige muligheder i valg og gennemførelse af skolegang og uddannelse mens anden forskning fokuserer på negativ social arv set ud fra tilstødende begreber som risikogrupper og risikofaktorer. Begge dele fokuserer udover på de direkte uddannelsesmæssige (kulturelle) og økonomiske aspekter af social arv også på en række mere indirekte menneskelige og sociale aspekter. Vi ser bl.a. i forskningen tegn på, at risikofaktorer drejer sig om fravær af en social position samfundsmæssigt med konsekvenser i retning af afmagt, misbrug, kriminalitet, forringet sundhed og trivsel, men også fravær af eller udtyndet socialt netværk kan være nogle af de menneskelige konsekvenser af en de risikofaktorer der e

i, og på den måde optager forskellige samfundsgrupper forskellige

handle, magte situationer (kompetence).
Med udgangspunkt i Bourdieus tænkemåde om habitus kan social arv, som her defineret, ses som reproduktion af former for social handlen og manifesteret livsstil, som igen er sammenhængende med de kapitalformer, individet har taget afsæt fra og gjort erfaringer med. Bourdieu undrede sig over, hvorfor det lykkedes bedre for de højest positionerede gruppers børn at klare sig godt i uddannelsessystemet end for lavest positionerede og udviklede således en teori om menneskers kulturelle kapital og dennes forbundethed med anseelse og hæder.
Et af svarene er, at den kulturelle kapital, som opnås gennem uddannelse, knytter sig til mødet mellem mennesker med samme former for baggrund kulturelt. I mødet sker der en akkomodering af den kulturelle kapital, son bliver til en symbolsk kapital, der formidles, veksles til andre kapitalformer via sproget, det mundtlige, det skriftlige og mere bredt gennem uddannelse, forbindelser og habitus. Kapitalen opbygges og veksles i skoler, universiteter, de bedste tidsskrifter, og de højest positionerede sociale grupper kan således nærmest monopolisere de objektiverede kulturelle anerkendte tilgange og den prestige og hæder, der er forbundet hermed. Dette fænomen er med til at fastholde de sociale forskelle, hvilket betyder, at privilegerede grupper har mange muligheder for at tilegne sig kulturens redskaber, klare sig i skolen, tage en uddannelse og indtage en samfundsmæssig højt placeret position, mens mindre privilegerede grupper har færre muligheder eller ikke får ’chancen’. Set i et mønsterbryderperspektiv kræver det større anstrengelser og hårde odds at kæmpe op imod, hvis det skal lykkes for individer fra mindre privilegerede grupper at udvikle kompetencer og kapitalformer, der gør det muligt at indtage en position på trods af ’odds’.
Menneskers habitus dannes først gennem familien og sideløbende hermed gennem de systemer/felter, som de indgår