William mærker en hånd på sin arm, han farer sammen, men ser at det er Martha.
Vi må videre frem, siger hun, og hun kysser igen William på munden, og hun løfter sin fane og svinger den over sit hoved. Han ser på de andre i optoget, ser frygten i deres blikke. De er flere end tilskuerne, men alligevel har forskrækkelsen mærket dem. Han følger efter Martha, han må ikke svigte hende nu, ikke vise sin frygt, han må vise hende at han kan handle, og han svinger selv sin fane og råber så højt han overhovedet kan, på engelsk, tysk, fransk, russisk, lettisk, polsk, spansk:
Fremaaaaad, fremaaaaad, fremaaaaad. For et retfærdigt Amerika!
Og demonstranterne hører ham, de råber tilbage:
Fremaaaaad for et retfærdigt Amerika! Fremaaaaad for et retfærdigt Amerika!