«Jeg bor i en hemmelig drøm» er nyfundne tidlige digte af Inger Christensen — og et unikt vidnesbyrd om den tidlige udvikling i et af dansk litteraturs mest betydningsfulde forfatterskaber. Her findes overrumplende digte om kærlighed og ensomhed side om side med vildtvoksende og komplekse tekster om natur, bevidsthed og sprog — og de hemmelige tråde, som forbinder det hele. Og gennem hver tekst strømmer — i stemninger, rytme, billedsprog og overraskende åbenbaringer — den særlige Inger Christenske tone, som har gjort hende til en af Danmarks største digtere.
Digtene i «Jeg bor i en hemmelig drøm» er skrevet fra 1955 til 1960. Inger Christensen udgav sin første digtsamling, “Lys”, i 1962.
Bogen er redigeret af Inger Christensens søn, Peter Borum, som også har skrevet forord.