Manden uden egenskaber, 1–4

alle livets spørgsmål og tildragelser antog en uforlignelig mildhed, blødhed og ro og samtidig en fuldkommen forandret betydning. Løb en bille for eksempel forbi den tænkendes hånd, var det ikke en kommen nærmere, gåen forbi og fjernen sig, og det var ikke bille og menneske men en ubeskriveligt hjerterørende hændelse, ja ikke engang en hændelse men, til trods for at det skete, en tilstand. Og ved hjælp af sådanne stille erfaringer fik alt, hvad der ellers udgør det almindelige liv, en omvæltende betydning, hvor end Ulrich fik med det at gøre.

to væsener i drømme kan gå gennem hinanden uden at blandes, og ændrede alle deres relationer. Men ellers havde tilstanden intet tilfælles med drøm. Den var klar og overfyldt af klare tanker; blot var der intet i den, der bevægede sig ifølge årsag, formål og legemligt begær, alt bredte sig ud i stadig fornyede kredse, som når en stråle uden ophør falder i et vandbassin.

Han sank hen i landskabet, skønt det lige så vel var en uudsigelig tilstand, hvori han blev båret, og når verden overskred hans øjne, slog dens mening mod ham i lydløse bølger indefra. Han var kommet ind i verdens hjerte; fra ham til den elskede langt borte var der lige så langt som til det nærmeste træ; inderlighedsfølelse forbandt væsenerne uden rum, ligesom