Vredens børn

Det var, som hvilede der en forbandelse over hele den tjenende stand. Et eneste uheld i det lange arbejdsår, en hånd i en maskine, et spark af en hest, et fald fra en bjælke – og ens bane ville i et nu dreje ud i beskjæmmelsens og undergangens rivende hvirvel

Bertel ejed kun hjemfødningens mørke blod, der har stået og syrnet for længe; han havde aldrig været synderlig længere fra sin gård, end han altid kunne lugte sin egen mødding; han var en vringel til daglig, en gnier og en tværi, hvem nærighed og stalddunst stod ud af alle knaphuller

Dagen lang hang der gule dryp under næsen af de gamle stråtage, og vandet bulped hjorddrengene op mellem tæerne ude i engene, hvor de for en måned siden havde frådset i humleboer

eg tror næsten, det er med samvittigheden som med blindtarmen: man mærker den først, når der er gået betændelse i den.
Men hvad angår det m

godt i, end der er honning i en tuds.
I

anarkiet befinder vi os allerede, det anarki, hvor et usselt mindretal er de fødte arvinger til alle livets goder, mens de store masser må savne det allernødvendigste.

yset i vort hjærte ved at høre derom; som om vi ikke vidste, at forkrøblingsindustrien af sjæl såvelsom legeme endnu står i det skjønneste flor rundt om på vore bønder- og herregårde.

en nu begyndte der at trække grå skyer hen over Andreas’ pande; det ville kun komme an på et tilfælde, når regnen begyndte at dryppe.
Omsider bryder An

ersom du tror, du kan ta dig ret til det, fordi din far er gårdmand, så tar du mærkelig fejl; i min skole er alle lige; her gjælder ingen anden rangforordning end dygtigheden; og hvad den angår, så står

og mavet af altfor meget brød og kartofler, fører h