Langt hen ad vejen minder Poesibog om de mere eller mindre afskyelige lyserøde bøger med hængelås på, man kunne få sine venner og veninder til at skrive små søde vers i … men her ophører ligheden så også! For selvom opbygningen — med forskellige afsnit med søde piktogrammer om det ene og det andet — er den samme, så er det bestemt ikke små søde vers, Aidt skriver. Poesibog, der oprindeligt udkom i 2008, er en serie rå, humoristiske og indimellem gribende digte om Aidts opvækst.