Som taget ud af en undervisningsbog med pludselige retningsskift, bevægelser fra et sted til et endnu mere håbløst sted, som til eksempel tredje etages afdeling for sengelinned, hvor alle forfølgere ville have taget sig lige så parodiske ud som i afdelingen for dameundertøj. Det hele sluttede med, at terroristen købte en kobberkasserolle til 285,- i afdelingen for køkkenudstyr på tredje sal. Han betalte med et American Express-kort i sit eget navn, omtrent som om han havde lyst til at aflevere et visitkort, eller som om han ønskede at slå fast, at han havde været netop her på netop dette bestemte tidspunkt.
Og sjovere blev det ikke derefter. Han gik direkte tilbage til hotellet uden at stoppe ved et eneste udstillingsvindue, uden at se sig om en eneste gang – og kollegerne nåede knapt nok at indtage de aftalte positioner omkring hotellet, før han kom ud igen, tomhændet.