og begyndte at sige tallene så alle kunne høre det.
– sytten – atten – nitten –
Tæt opad bonden, næsten ludende indover hans skulder stod Bartolin og blev mere og mere opsvulmet i panden for hver mønt der lagde sig til rette i odderjægerens hånd. Silas havde god udsigt til hvordan årerne buldnede ud under hans strittende opretstående hår. Sådan havde hestehandleren også set ud da Silas hoppede rundt på ryggen af hans løbske heste, og der var ingen tvivl om at manden følte en stor og retfærdig vrede over det der gik for sig. Inderst inde var han sandsynligvis fuldstændig overbevist om at hesten tilhørte ham, og ham alene.
Men det gjorde den ikke, tænkte Silas. Bartolin havde tabt sit væddemål, men det tog han nok ikke i betragtning mere. Alligevel tilhørte hesten Silas, for han havde vundet