Minecraft – Øen

ikke fra koen foran mig. Jeg så hen over koen på lydens rette ejermand. Dette dyr var firkantet – sikken overraskelse – men en smule mindre og nærmest kulsort.
Jeg havde overset det i skumringens svage lys. Da jeg gik hen mod den halvmørke skov, trådte et andet dyr, der var lige så hvidt som skyerne på himlen, frem bag sin sorte tvilling. Trods de to dyrs kantede, flade omrids kunne jeg se antydningen af uldpels.
”I er får,” sagde jeg smilende og rakte ud for at ae et af dem. Jeg tænkte mig ikke om. Det var ikke min mening at slå det.

Okay, hvis du allerede ved, hvad benmel kan bruges til, må du godt klappe dig selv på skulderen. Nå nej, forresten, det vil denne verden jo ikke give dig lov til, ligesom den heller ikke ville lade mig trække en

”Okay, det kan godt være, at jeg ikke var den store rimsmed i mit tidligere liv, men i det mindste har jeg nu noget mere at beskytte mig med og har desuden lært noget meget vigtigt af Muh.”

Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du

ned. ”Og det er dét, der virkelig bekymrer mig.”

På vejen tilbage til mit tilflugtssted prøvede jeg at samle tankerne om fiskeri igen. Jeg kiggede på det sørgelige lille stykke edderkoppesilke i min rygsæk. Efter bare ét forsøg ved arbejdsbordet fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne binde stykket fast til en pil. Og jeg ville heller ikke kunne lave et net ud af en enkelt tråd.

nærmere for hvert desperate svømmetag. Nærmere, men stadig langt væk. Det gjorde ondt i musklerne. Det sved i lungerne.
Svøm! SVØM!
Argh!
Jeg krympede mig, da en smerte pludselig jog gennem hele kroppen. Jeg åbnede munden i et stumt skrig, da jeg rakte ud efter lyset, luften, livet.
Jeg kom op i den kølige, rene luft.
Jeg hostede. Jeg spruttede. Jeg stønnede. Jeg grinede.
Jeg trak vejret.
Et øjeblik nød jeg det bare, lukkede øjnene og lod solen varme mit ansigt. Men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg ikke tro det, jeg så. Solen var kvadratisk! Jeg blinkede hårdt. Også skyerne? I stedet for runde, dunede vatkugler gled nogle smalle, firkantede former langsomt af sted over mig.
Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du slog hovedet, da du faldt ud af båden, og nu er du bare en smule ør.
Men var jeg virkelig faldet ud af en båd? Jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne faktisk ikke huske noget som helst – hvordan jeg var havnet

Jeg kendte den hvæs

var de der ikke, og det næste, PLING! Okay, måske tilføjede jeg ”PLING!”

ringen var blevet sluttet, at slutninger og begyndelser er en og samme ting.
Vi nåede hen til det sted, hvor fårefamilien stod og græssede.
”Kom lige herhen, alle sammen,” sagde jeg. ”Jeg har noget vigtigt at fortælle jer.” De hørte selvfølgelig ikke efter, men det afholdt mig ikke fra at tale videre

faktisk forstået det i et stykke tid. Lige siden jeg blev færdig med at bygge det andet hus, har jeg gået rundt med den her følelse. Det er derfor, at jeg har opført mig så åndssvagt lige siden. Jeg har ikke villet indrømme den skræmmende