Hverken grådighed eller grusomhed kender nogen grænse. Så længe den slags gøres i det skjulte og af enkeltpersoner, er det mindre skadeligt og mindre uhyrligt, men efter Senats- og Folkeforsamlingsbeslutninger udføres der grusomheder, og det, der er forbudt for private, påbydes af samfundet. (...) Hvad der, når det er begået hemmeligt, sones med dødsstraf, det roser vi, fordi folk i uniform har gjort det. Mennesker, den mest fredsommelige art, glæder sig skamløst over hinandens blod, de fører krige og giver dem videre til børnene at føre, skønt selv stumme og vilde dyr holder fred indbyrdes.«