Et stærkt, psykologisk portræt af en kvinde, der hele livet er blevet holdt nede af konventioner og tvungne hensyn til barn, familie og arbejdskammerater.
Martha Christensen, 1926–1995, dansk forfatter, der med sit fokus på de stille eksistenser og sin faglige baggrund i den sociale sektor beretter om dem, der er at finde i behandlingssystemet. Et genkommende tema i forfatterskabet er således forholdet mellem de magtfulde plejere og de sårbare, institutionaliserede individer. Som social-psykologisk realist skildrer hun uden litterære dikkedarer og i et enkelt og hverdagsagtigt sprog genkendelige miljøer og mennesker. Fortællingerne komponeres ud fra følgende princip: et individ rives ud af sin normale tilstand, hvorefter konflikterne optrappes frem mod et klimaks, hvor så de eksistentielle omkostninger gøres op. Forfatterskabet kan i sit hele ses som et forsøg på at definere de sociale faktorer bag menneskelig ulykke og anskueliggøre social og eksistentiel afmagt i form af skyldfølelse, samvittighedsnag og had. Selv om Martha Christensen med sit beskedne væsen selv fremstod som en stille eksistens i dansk litteratur, tilhørte hun ikke de oversete: de fleste af hendes romaner udkom i store oplag, og hun var ofte i rampelyset, fik tildelt priser og mødte sin brede læserskare; de helt almindelige danskere, der var at finde i hendes bøger. I 1988 modtog hun De gyldne Laurbær for det, der anses for at være hendes hovedværk, familieromanen ”Dansen med Regitze” — om den livskraftige Regitze, der får konstateret uhelbredelig kræft og hendes mand, arbejderen Karl Aage.
