Grisha 2: Den sorte kætter

Pigen rørte ved sin halsring og ved sit armbånd. Så mange mænd havde prøvet at gøre hende til dronning. Nu forstod hun, at hun var bestemt til andet og mere.

Dette sted var ikke noget fængsel. Det var et gravkammer.

I hans vilde, sorte blik så pigen en anden sandhed: En død martyr var mindre besværlig end en levende helgen.

”Vi ligner hinanden,” sagde han. ”Som ingen andre nogen sinde vil kunne ligne hinanden.”
Sandheden i hans ord gav genlyd i mig. Det, som er i slægt, søger hinanden.

Jeg var bange, men under frygten var jeg ivrig.

Jeg påkaldte lyset og lod det lægge sig som en glitrende glorie om mig. Et billigt trick, men ret vellykket. Nikolai ville have været stolt af mig.

”Til kapellet!” råbte Tamar.
Kapellet? Havde hun tænkt sig at bombardere Mørkningen med salmebøger?

”Alina ... Hvis han tager dig til fange ...”
”Bare se at komme af sted,” sagde jeg. ”Bring dem i sikkerhed. Tag Baghra med. Jeg bliver hos grishaerne.”
”Jeg kommer tilbage efter dig. Det lover jeg.”
”For man kan altid stole på en ærlig sørøver?”
Hans hånd strejfede min kind. ”Kaperkaptajn.”

”Ved du, hvad problemet er med helte og helgener, Nikolai?” spurgte jeg, mens jeg lukkede bogen og gik hen mod døren. ”Det ender altid med, at de dør.”

”Hvordan kunne du lade hende gøre sådan noget?”
”Det gjorde jeg ikke.”
”Sig til mig, at du ikke gik derud alene.”
”Jeg gik ikke derud alene.”
”Hun gik derud alene.”