Nye kulturstudier

Den afgørende kritik af p

I stedet peger Derrida på ’fraværet’, ’forskellen’ og ’afstanden’ fra tingene og verden som det ontologiske vilkår, der producerer betydning, og som gentages eller fordobles i sproget.

Hos Butler er diskurser de socialt sanktionerede måder at tale om og som for eksempel køn på inden for en given kontekst

Frankfurterskolen så baggrunden for oplysningsprojektets fallit i, at det havde forbiset den folkelige kulturs mangfoldige former med dens mytologiske stof, imaginære kraft og lystfulde appel. Det var den effekt, Marcuse nu så indvundet af den nye medie- og populærkultur.

Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, der kommer fra henholdsvis Brasilien og Belgien, men har arbejdet ved britiske universiteter, har for eksempel i Hegemony and Socialist Strategy (1986) gjort hegemonibegrebet til en betegnelse for, hvordan sprog og bevidsthed interagerer med økonomiske, sociale og politiske strukturer og løbende producerer magtfulde ’diskurser’ eller ’diskursive praktikker’ inden for specifikke samfundsområder, som bæres frem af skiftende alliancer mellem forskellige sociale grupperinger.

Hans pointe er, at det er disse apparater, der under kapitalismen ’interpellerer’ (påkalder) os og dermed så at sige kalder os socialt til live som subjekter ved at udstikke nogle mulige positioner for os, som vi kan – og må – ’artikulere’ os igennem, for eksempel som (skole)barn, (fabriks)arbejder, bureaukrat mv. (Althusser 1976/1983).

Dermed siges det også, at når man bedriver kulturanalyse, så ikke bare forstår, fortolker og forklarer man verden, så intervenerer man også i verden. Det er denne erkendelse, der ligger bag Jantzens senere udfoldelse af det tredelte kulturbegreb og vores udvidelse til et firedelt kulturbegreb. Sammenfattende vil vi om det refleksive i det komplekse kulturbegreb sige, at det vedrører en erkendelse af, at der i kulturbegrebet også allerede ligger et greb om kultur i form at et sted at iagttage den fra, og at det er udfordringen at kunne iagttage egen iagttagelse og forstå dette som en intervention blandt andre.

Gøren-dimensionen ligger også i forlængelse af Herders ekspressivistiske forståelse af mennesket, der genoptages af kulturfilosoffen Ernst Cassirer (1999).

Det dobbelte kulturbegreb kan også tematiseres som henholdsvis noget, vi har, og noget vi er.

Som tendens mødes det snævre og det brede kulturbegreb i det senmoderne qua et stadigt mere nedbrudt skel mellem produktion og reception, fint og populært, højt og lavt og det ikke mindst som en effekt af den nye kultur- og oplevelsesøkonomi.