Kapitel 3
Vi fik købt stolen. Oscar, Winni og jeg var nede hos marskandiseren, hvor Winni med sit handelstalent fik prisen ned på 37,50 kr. Da vi forlod forretningen, kom en mand hen til Oscar. – Hvordan går det med din bror, min ven? spurgte han. – Han er kommet på et hjem, mumlede Oscar og så helt forkert ud i masken. Manden ønskede god jul. Winni så længe på Oscar, så smilede hun sukkersødt og nynnede en eller anden melodi.
Da vi kom hjem, pakkede vi stolen fint ind nede i kælderen.
Bertram var med mor på juleudstilling. De kom hjem kort før spisetid. Jeg stod og rørte i sovsen, far skrællede kartofler, da vi hørte mor i opgangen: „Jeg er forrygende ligeglad med dine undskyldninger, hvad ligner det, Bertram.” De buldrede ind, mor var godt opkogt. Bertram gav sig straks i kast med skriverierne.
– Nu går den altså ikke længere, lille Bertram, sagde hun.
– Hvad er der med ham? spurgte far træt.
Nu viste det sig, at hun havde ladet ham være alene i Daells Varehus’ småtingsafdeling, mens hun købte julegaverne til os børn. Det var helt efter sædvane, sådan var det gået til de forrige år, hvor Winni og jeg havde været med. Og helt efter sædvane var vi lusket efter hende og set, hvad hun plukkede ned fra hylderne. Men det vidste hun jo, og der var aldrig sket noget af den grund. Men det var nu heller ikke det, Bertram havde gjort.
– Tror du ikke, råbte mor fra køkkenet, – tror du ikke, han sad, nej, jeg kan ikke holde ud at tænke på det.
Far gik hen til hende.
– Ud med sproget, hviskede Oscar til Bertram, der bare trak på skuldrene: – Hvad skal man tage sig til sådan et sted, sagde han bare. Ude fra køkkenet kom så hele historien. – Jeg kom oppe fra legetøjsafdelingen, sagde mor, – og skulle ned i stuen, hvor jeg havde efterladt ham; det drejede sig højst om ti minutter.
– Var han der så ikke, afbrød far.
– Jo, stønnede mor, – det var han, desværre havde jeg nær sagt. Han sad på en stol henne ved trappen, jeg kunne dårligt se ham for alle de mennesker, der var samlet rundt om ham.
– Jamen hvad havde ungen dog gjort, spurgte far tonløst.
– Han sad såmænd med benene trukket op under sig, som … som om …
– Ja ja, sagde far, – jeg tror, jeg kan forestille mig, hvad han foretog sig.
– Havde du taget bøssen med? spurgte Oscar. Bertram nikkede.
Far kom ind. Helt hvid i femøren. Man kunne se, at han tog tilløb til det helt store spring; bagude tørrede mor øjne. Lige da han skulle til at eksplodere, sagde Bertram: – Far, det er lillejuleaften. Og som sædvanlig gik luften af far som fra en punkteret badebold. Mor kom ind og så træt ud.
– Bertram, sagde hun og sukkede. – Hvem lærer dig sådan noget?
– Det er vel medfødt, skyndte Oscar sig at sige.
Senere, da vi bar ud efter maden, spurgte far Bertram, om han dog ikke kunne se det forkerte i det, han havde gjort.
– Det er noget svineri over for folk, sagde mor, inden han svarede, – det er lavt og billigt. Bertram mente, der var så meget svineri. – Derfor behøver vi jo ikke