En kort historie om tid

En teori er en god teori, hvis den opfylder to krav: Den skal beskrive en stor klasse af observationer på grundlag af en model, som kun indeholder få arbitrære elementer, og den skal gøre konkrete forudsigelser vedrørende resultaterne af fremtidige observationer.

Steady state-teorien

Det blev derfor foreslået, at der eksisterede en substans kaldt “æteren”, som var til stede alle vegne, selv i det “tomme” rum.

Men i 1929 gjorde Edwin Hubble den skelsættende iagttagelse, at ligegyldigt hvor man kikker hen, er der fjerne galakser på vej væk fra os.

Der var en ung dame kaldt Smart,
som overgik lyset i fart.
Hun drog ud en dag
med et relativt jag,
og var hjemme igen inden start.

i er gået fra Ptolemæus’ og hans forgængeres geocentriske kosmologier, gennem Copernicus’ og Galileis heliocentriske kosmologier, til det moderne verdensbillede, hvori Jorden er en planet af middelstørrelse i kredsløb om en gennemsnitsstjerne i de yderste forstæder til en al­mindelig spiralgalakse, der selv kun er en ud af omtrent hundrede milliarder i det observerbare univers

et har givetvis været sådan før i tiden, at det vi kalder intelligens og videnskabelige opdagelser, har givet en vis overlevelsesfordel. Det er ikke helt klart, om dette stadig gælder: vores videnskabelige opdagelser kan meget vel ødelægge os alle, og selvom de ikke gør det, vil en fuldstændig forenet teori måske ikke gøre den store forskel for vores chancer for at overleve. Forudsætter vi imidlertid, at universet har udviklet sig på en regulær måde, kunne vi forvente, at de evner til at ræsonnere, som den naturlige udvælgelse har givet os, også ville være gældende ved vores søgen efter en fuldstændig forenet teori, så at de ikke ville lede os til de forkerte konklusioner.

De ovenfor skitserede forestillinger om videnskabelige teorier bygger på, at vi er fornuftsvæsener, som er frie til at observere universet, som vi ønsker det, og at drage logiske konklusioner fra det, vi ser. I en sådan ordning er det rimeligt at formode, at vi vil kunne komme stedse nærmere de love, som styrer universet. Dog, hvis der virkelig findes en fuldstændig forenet teori, vil den formentlig tillige bestemme vore handlinger. Og således ville teorien selv bestemme udfaldet af vores søgen efter den! Og hvorfor skulle den for den sags skyld bestemme, at vi ville komme til at drage de rette konklusioner ud fra det foreliggende grundlag? Kunne den ikke lige så vel bestemme, at vi skulle nå frem til de forkerte konklusioner? Eller slet ingen konklusioner?
Det eneste svar, jeg kan give på dette problem, er baseret på Darwins princip om naturlig udvælgelse. Ideen er, at i enhver population af selvreproducerende organismer vil der være variationer i det genetiske materiale og den opvækst, forskellige individer har. Disse forskelle vil betyde, at nogle individer er bedre i stand til at drage de rette konklusioner om verden omkring sig og at handle derefter. Disse individer vil have større chance for at overleve og formere sig, og derfor vil deres opførsels- og tankemønster ende med at dominere.

En berømt videnskabsmand (nogle har sagt Bertrand Russell) holdt engang et offentligt foredrag om astronomi. Han beskrev, hvordan Jorden kredser om Solen, og hvordan Solen selv kredser omkring en umådelig samling stjerner kaldt vores Galakse. Da foredraget var forbi, rejste en lille gammel dame bagest i lokalet sig op og sagde: “Det, De har fortalt, er noget vrøvl. Verden er i virkeligheden en flad tallerken, som ligger på ryggen af en kæmpeskildpadde.” Videnskabsmanden smilede overlegent inden sit svar: “Hvad står skildpadden på?” “De er snedig, unge mand, meget snedig,” sagde den ældre dame. “Der er da skildpadder hele vejen ned!”

I 1514 blev der imidlertid fremsat en simplere model af en polsk kannik ved navn Nicolaus Copernicus