Konflikthåndtering

To personer har en konflikt. De er begge nærværende, og er dermed i stand til både at se og forstå, hvad modparten udtrykker. Ingen af dem er usikre på, hvad de selv står for, og de er parate til at forsvare deres standpunkter.

På samme måde som børn efterhånden skal lære at udsætte deres behov, skal de naturligvis også lære ikke at reagere såret på hver eneste lille grænseoverskridelse, så samværet med andre får en vis smidighed. Men netop derfor – fordi kropsfornægtelsen er så væsentlig i opdragelsen – er det nemt helt at overhøre og undervurdere de reaktioner, som sanser, muskulatur og åndedræt sender, når vi befinder os i en anspændt situation.

For de fleste af os mærkes optakten eller invitationen til konflikten først i kroppen. Lang tid før vi når at tænke over, hvad modparten har sagt eller gjort, kommer jaget i maven eller spændingen af kæben.

Vores grundlæggende reaktion er fysisk, fordi vores grundlæggende erfaring med følelser er ikke-sproglig. Når små børn bliver bange eller kede af det, krummer de sig sammen om deres center, som om de ville beskytte sig selv, og når deres grænser bliver overtrådt eller deres behov ikke opfyldt, spænder de hele kroppen i raseri.

For os alle gælder det, at kroppens erfaringer er de første, vi har, og dem, der ligger allerdybest i os.

Konflikter er en del af livet, og det er der ingen grund til at være ked af. I stedet for kan du betragte enhver konflikt som en mulighed til at blive klogere på dig selv og dem, du omgås. Og det gode ved det er, at jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til det! Man kan måske endda gå så vidt som til at sige, at konflikter er den modstand, vi har brug for, for at lære at forvalte det liv, vi har fået.

Hendes mistillid til sine egne reaktioner er så stærk, at hun afviser det signal til flugt, der ellers får adrenalinet til allerede her at pumpe rundt i hendes krop. Sikke noget, pjat, siger hun til sig selv, han ville jo bare have ild, men det, at hun vælger at overhøre sin impuls, gør hende bare endnu mere sårbar.

fordi kropsfornægtelsen er så væsentlig i opdragelsen – er det nemt helt at overhøre og undervurdere de reaktioner, som sanser, muskulatur og åndedræt sender, når vi befinder os i en anspændt situation.

Når små børn bliver bange eller kede af det, krummer de sig sammen om deres center, som om de ville beskytte sig selv, og når deres grænser bliver overtrådt eller deres behov ikke opfyldt, spænder de hele kroppen i raseri.

stedet for kan du betragte enhver konflikt som en mulighed til at blive klogere på dig selv og dem, du omgås.

hver gang man mærker, at man støder mod en grænse, eller at andre overtræder ens egne grænser. Men hvem har lyst til at leve på den måde?

Kan man alligevel ikke helt undgå at gå ud blandt folk, kan man træne sig i at være god til at bøje af og i overført forstand gøre sig usynlig