Tine

Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind.

Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen horte man, langt borte. Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.

AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter et, og haengte Kongebilledet hen.
De smaa Flag stak han op derover.

ned mellem de tomte Glas.

Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?

han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa Trinene

Saa kommer Skovrideren hjem.
Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Ojne.

han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, laenge.

begyndte at kore, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr;

Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa for os alle.