Der fandtes værre ting end at være strandet midt i ingenting i regnvejr.
Jeg kunne for eksempel være på flugt fra en rasende bjørn, der var opsat på at flå mig helt ind i det næste århundrede. Eller jeg kunne være bundet til en stol i en mørk kælder og være tvunget til at lytte til Aquas Barbie Girl på repeat, indtil jeg hellere vil gnave min arm af end at høre sangens eponyme vending igen.
Men bare fordi tingene kunne være værre, betød det ikke, at de ikke var forfærdelige.
Stop. Tænk positive tanker.
„Der kommer en bil … nu.“ Jeg stirrede på min telefon og bed min frustration i mig, da appen forsikrede mig om, at den var ’i gang med at finde min bil’, hvilket den havde været i gang med i den sidste halve time.
Normalt ville jeg være mindre stresset over situationen, for, hey, i det mindste havde jeg en telefon, der virkede, og et busskur, der næsten holdt mig tør i styrtregnen. Men Joshs afskedsfest begyndte om en time, jeg havde endnu ikke hentet kagen til hans overraskelsesfest hos bageren, og det ville snart blive mørkt. Jeg er måske nok den type pige, der ser glasset som halvt fuldt, men jeg er ikke idiot. Ingen – og slet ikke en universitetspige uden nævneværdige kampfærdigheder – ønsker at befinde sig alene midt ude i ingenting efter mørkets frembrud.
Jeg skulle have taget de selvforsvarskurser med Jules, som hun gerne ville.