Jens Christian Grøndahl

I tilbageblik er det min første erfaring med, at forventningen udgør det egentlige klimaks. Forventningen om lykke eller fylde, slet og ret. Oplevelsen af, at et nu og et sted bliver ved med at udvide sig, så man ikke ønsker sig andre steder hen. Siden går det op for én, at man egentlig helst ville have været på vej altid netop dertil

al kunst kommer evnen til dét, og det er virkelig en evne. Noget, der kan opøves, disciplineres og formes. Det meste af tiden bevæger vi os som søvngængere gennem verden, idet vi forfølger vores mål. Hånden finder tingene, målsætningerne finder deres midler, verden er på skift et forrådskammer for den umættelige ambition og en mur, som man hamrer panden imod med sine drømme og forhåbninger. Den åbner sig først, når man selv åbner øjne og sind for tingenes og stedernes forunderlige væren. Og dét var i kunsten et formål i sig selv, før værket blev det. At åbne øjne og sind.

Håb, sagde han, var ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget ville gå godt eller lykkes i det lange løb. Håb handlede om, hvorvidt det ville have givet mening.

Vores hyperkritiske, selvbevidst ironiske omgang med sprog og tegn gør os på én gang for beskedne og for indbildske. Beskedne, fordi vi alt for demokratisk mener, at det modsatte også altid kan være tilfældet. Indbildske, fordi vi tror, at alt efterhånden er sagt

øjne, der søgte fjernt, så fjernt bort, langt bort mod deres livs ukendte erindringer

lt må forandres for, at alt kan forblive det samme.

vikingernes berømte svar, da de var sejlet op ad Seinen til Paris og blev spurgt, hvem der var deres leder. ”Vi er alle ledere

Jeg fandt ud af, at kærligheden er borgerlig. Den vil rydde en plads i det grænseløse, truende kosmos, den vil indhegne, opvarme og beskytte. Den er territorial og nærsynet, indadtil grænseløs, udadtil kampklar.

Jeg var endelig ankommet til civilisationen i skikkelse af en smuk, velplejet kvinde med sikker smag og en borgerlig opdragelse. Jeg lærte at sætte pris på sølvtøj, enkeltmarksvine og boutiquehoteller, det gode liv, som man siger, når man taler om trygheden ved at sidde i en tysk bil på vej ind fra de grønne forstæder.

digression uden at være sikker på, om den