oet, at folk, der boede i funkislejligheder, havde et slags minimalistisk forhold til boligindretning. At man møblerede dem, som det så ud på retrobilleder fra halvtredserne. Byggereoler, flagermusstole og nopret, pistagegrøn sofa. Men denne lejlighed var så langt fra minimalisme, man kunne komme. Alt var overlæsset, både hvad farve og formål angik. Over sofaen lå et indisk tæppe i mandalamønster, og foran den stod et laksofabord, der sikkert var kinesisk, og hvorpå der stod en vase med slangemotiv fra Kosta-Boda. I vinduet stod både visne og friske blomster samt noget, der lignede en buket plasticblomster. Op ad bogreolen stod nogle malerier, grelle og med tykt farvelag, der ikke forestillede noget. Bergmanner slog ud med hånden mod stuen.
“Folk siger, jeg ikke har smag, men jeg kan godt lide form og farver.”
Han smilede skævt.
“Men det hele passer måske ikke lige sammen.”
Hvor har du dog ret, tænkte Oskar Lidman, der i sin krøllede habit og nylonskjorten selv kunne antages for en, der helt manglede smag. Men hjemme kunne han godt lide at have det pænt, og han