Klaus Rifbjerg (1931–2015) var en dansk forfatter med en enorm produktion af litterære værker bag sig. Han har været omkring alt fra romaner, digte, noveller, essays, skuespil og filmmanuskripter, og mange kender ham for hans evne til at kombinere høj og lav kultur. Hans værker udspringer ofte af barndomserindringer og er desuden præget af satiriske og samfundskritiske elementer.
Rifbjerg voksede op på Amager i en middelklassefamilie. Efter gymnasiet studerede han litteraturstudier ved Københavns Universitet og Princeton University i USA. Klaus Rifbjergs litterære karriere kunne dog for alvor se dagens lys i 1956, hvor han debuterede med digtsamlingen Under vejr med mig selv, som straks placerede ham som en central figur i dansk litteratur.
Nogle af Rifbjergs vigtigste værker tæller blandt andet Operaelskeren (1966), der udforsker temaer som kærlighed og kunst, og som desuden gjorde ham til modtageren af De Gyldne Laurbær. Så er der digtsamlingen Amagerdigte (1965), som er en samling digte, der trækker på hans barndomsoplevelser på Amager. Derudover har han opnået stor anerkendelse for den eksperimentelle roman Anna (jeg) Anna (1969), som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 1970.
Det værk, der dog har opnået den største klassikerstatus herhjemme, er Den kroniske uskyld fra 1958. Værket omhandler gymnasievennerne Tore og Janus, der bliver kastet rundt i det turbulente ungdomsliv og bliver et billede på ungdommens uskyld og desillusion.
Klaus Rifbjerg betragtes som en af de mest betydningsfulde danske forfattere i det 20. Århundrede, hvilket blandt andet afspejler sig i de mange priser og anerkendelser, han har opnået, heriblandt at være medlem af Det Danske Akademi. Hans værker har inspireret generationer af forfattere og læsere, og hans skarpe samfundsblik og litterære eksperimenter har sat varige spor i dansk kultur.