Lev Tolstoj

Ivan Iljitj døde som 45-årig dommer i appelretten. Han var søn af en embedsmand, der gennem forskellige ministerier og departementer i Petersborg havde gjort karriere af den slags, der fører folk frem til en position, de på grund af deres lange tjeneste og opnåede rang ikke kan smides ud fra, skønt det er klart, at de ikke duer til noget vigtigt arbejde. Og derfor får de nogle frit opfundne, fiktive arbejdsopgaver og nogle ikke-fiktive tusinder, mellem seks og ti, som de så modtager til deres høje alderdom.

Meget snart, kun et år efter giftermålet, forstod Ivan Iljitj, at det ægteskabelige liv, selv om det medfører visse bekvemmeligheder, i virkeligheden er en meget kompliceret og vanskelig sag, som man, hvis man skal gøre sin pligt, det vil sige føre et sømmeligt og socialt acceptabelt liv, skal etablere en vis indstilling til, ligesom til sit arbejde.

Den største pinsel for Ivan Iljitj var løgnen – den løgn, der af en eller anden grund var anerkendt af alle, at han kun var syg, ikke døende, og at han bare skulle være rolig og tage imod behandling, så ville det ende meget godt. Men han vidste, at lige meget hvad de gjorde med ham, ville det ikke ende med noget som helst andet end endnu mere smertefulde lidelser og død. Og denne løgn pinte ham, det pinte ham, at de ikke ville indrømme det, som alle vidste, og han vidste, men løj for ham om hans rædselsfulde situation og tvang ham selv til at tage del i denne løgn. Løgnen, denne løgn, som han blev udsat for lige før han skulle dø, den løgn, der fornedrede dette forfærdelige og højtidelige, som hans død var, til at være på niveau med visitter, gardiner og støren til middagen … Den var rædsomt pinefuld for Ivan Iljitj.

Selv om Anatol, naar han befandt sig i Dameselskab, som oftest lod, som han kedede sig frygteligt, følte han sig dog stærkt smigret, da han mærkede, hvilket Indtryk han havde gjort paa de tre Damer. Desuden begyndte han at føle en ikke ringe, rent sanselig Interesse for den smukke Mlle. Bourrienne, en Interesse, som fik saa stærk Magt over ham, at han ikke vilde betænke sig paa at begaa de største Dumheder.

I Aviserne, hvor den gamle Fyrste først havde læst om Nederlaget ved Austerlitz, stod alt saa kort og uklart beskrevet. Der stod, at Russerne havde været nødt til at trække sig tilbage efter glimrende Angreb paa Fjendens Stillinger, at Tilbagetoget var foregaaet i fuldkommen Orden. Den gamle Fyrste forstod dog af disse »officielle Meldinger«, at Russerne havde lidt et frygteligt Nederlag. En Uge, efter at Aviserne havde bragt de første Meddelelser om Slaget ved Austerlitz, kom der et Brev fra Kutusow, der meddelte Fyrsten, hvilken Skæbne der var overgaaet hans Søn.

Da han i de senere Aar udelukkende havde beskæftiget sig med højere Problemer og var naaet til en ophøjet Foragt for alt, der ikke hørte ind under dette Omraade, faldt det ham fuldkommen naturligt at optræde i sin Hustrus Salon med en vis nedladende Velvilje, der vakte almindelig Respekt.

Anatol var i og for sig tilfreds med sin Stilling og følte sig overbevist om, at han ikke kunde leve anderledes, end han nu engang levede, og at han ikke tilføjede nogen noget ondt dermed. Ligesom Fisken er bestemt til at boltre sig i Vandet, saaledes mente han, at det var hans Bestemmelse at bruge 30,000 Rubler om Aaret og være Nummer Et overalt, hvor han kom frem. Denne Overbevisning var saa rodfæstet, at han følte sig overbevist om, at ogsaa andre maatte se paa det paa samme Maade og være parat til at afstaa Førstepladsen til ham og forsyne ham med Penge, som han modtog, uden at det kunde falde ham ind nogen Sinde at betale dem tilbage. Han var ingen Spillernatur, i hvert Fald ikke af den Slags, som spiller for Gevinstens Skyld. Han var heller ikke ærgerrig, saa det var ham fuldstændig ligegyldigt, hvad man mente eller tænkte om ham. Han havde derfor ofte vakt Faderens Vrede ved at lade haant om enhver Mulighed for at gøre Karrière. Det eneste, han brød sig om, var sit ubundne Liv, og saa elskede han Kvinder, og han kunde ikke indse, at der var noget forkert eller uhæderligt i dette. Han var absolut ude af Stand til at overse de ulykkelige Følger, Tilfredsstillelsen af hans Lidenskab kunde bringe over andre, og da han følte sig hævet over enhver Dadel, bar han sit Hoved højt i Bevidstheden om sin egen gode Samvittighed. Alle Ungersvende, der lever et lystigt Liv, føler sig som Regel overbevist om deres egen Uskyldighed, hvad de begrunder paa Biblens Ord: »Hende skal meget tilgives, fordi hun haver meget elsket,« og blot fordrejer det til: »Ham skal meget tilgives, fordi han har nydt Livet i fulde Drag!«

Han saa, at Czaren var omgivet af et helt Hof af Mennesker, der dels prøvede at smigre ham, dels hver især ønskede at drage ham til den Side, de mente var den rigtigste, eller som de kunde have størst Fordel af. Alle disse forskellige Partier gjorde alle Forberedelser usikre og vaklende og førte til en fuldkommen Hvirvel af Intriger, som i høj Grad var til Skade for Hærens Forberedelser.

Han var en hyppig og velset Gæst i Anna Pavlovnas Saloner og deltog begejstret i sin Datters »diplomatiske« Soireer, men det skete ikke saa sjældent, at han tog fejl og forfægtede de forkerte Standpunkter de forkerte Steder.

Alt det, der tidligere havde pint ham, der tidligere havde fyldt alle hans Tanker: Formaalet med Livet, eksisterede ikke mere for ham. Hvad skulde han med Livsmaal nu, hvor han ejede den højeste Lykke: Troen paa en levende, allestedsnærværende Gud. Før sit Fangenskab havde han bestandig søgt at finde ud af Livets Mening, men denne Søgen havde i Virkeligheden kun været en Søgen efter Gud. Nu, under hans Fangenskab, var det pludselig blevet ham klart, ikke ved at gruble, men gennem en Slags Aabenbaring, at det var rigtigt, som hans gamle Amme forlængst havde sagt ham, at der findes en Gud, en Gud, der er overalt, og han forstod, at denne Gud, der ogsaa havde været Plato Karatajevs var uendelig meget større og langt mægtigere end den »mægtige Skaber af Universet«, som Frimurerne havde prist i saa høje Toner. Hele sit Liv havde han levet som et Menneske, der forgæves i det fjerne havde søgt det, der ligger lige foran ham. Han havde ikke forstaaet at se det store, uopnaaelige og uendelige, men kun følt, at det maatte findes et eller andet Sted og prøvet at finde det.

Men nu forstod han dette store, evige og uendelige, han saa det nu i alt og først og sidst i det evigt vekslende Liv, og han forstod, at Evighedstanken gennemtrængte alt, baade smaat og stort. Og al hans tidligere Tvivl forlod ham, og for hver Dag følte han sig roligere og lykkeligere i Bevidstheden om, at der fandtes en Gud, uden hvis Vilje end ikke den mindste Spurv falder til Jorden.