Han var træt, udmattet, han kunne ikke holde al den poesi ud, han smægtede efter at støtte på hverdagslivets faste jord, som en fisk, der kvæles i den hede luft, må smægte efter bølgens klare, friske kulde. Det måtte holde op, det måtte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor liv og bøger, hun var ligeså kjendt dermed som han, han havde givet hende alt, hvad han havde fået, og nu skulle han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; – hans eneste trøst var at Bartholine var frugtsommelig.