Henrik Pontoppidan

Engelstoft havde hidtil ligesom sin Hustru ikke været troende. Paa dette ene Punkt havde deres Anskuelser været nogenlunde overensstemmende. Og dog var der den Forskel paa deres Forhold til Kirken, at Fru Engelstoft aabent havde vedkendt sig sit Brud med den, medens Godsejeren af Hensynsfuldhed mod den gamle Provst, der havde døbt og konfirmeret ham, og overhovedet for ikke at vække Anstød regelmæssigt et Par Gange om Aaret lod sig se i den udskaarne Bedestol paa Pulpituret, der var ham forbeholdt som Herregaardsbesidder og Kirkens Ejer, og hvor han under den hele Højtidelighed kæmpede en fortvivlet Kamp med Søvnen.

I Tilslutning til sine Forelæsninger foretog Johnstrup undertiden Udflugter med os til Steder af geologisk Interesse, f. Eks. til Lellinge Aa ved Køge og til Mogenstrup med den høje, sydsjællandske Aas. I en Pinseferie førte han os som Statens Gæster med over til Bornholm, der er et helt geologisk Friluftsmuseum. Dersom man kunde skære Øen igennem fra Nord til Syd, vilde Snitfladen fremvise et næsten fuldkomment Anskuelsesbillede af dens Udvikling fra vulkansk Granit gennem neptunske Lagdannelser til Glacialperiodens allersidste Aflejringer. Et Par af Sydlandets vandrige Aaløb har paa enkelte Steder foretaget Gennemskæringen og afdækket Formationer, hvori det vrimler med Forsteninger af forlængst uddøde Dyrearter, deriblandt den spydformede Nautil Orthoceratiten, et af Verdens ældste Skaldyr, hvis Aftryk vil kendes af københavnske Teatergængere fra det kongelige Teaters Stentrapper op til Etagerne.

«Og du er vel saa grumme lykkelig, du?» Men da hun intet svarede hertil, begyndte Grethe at forstaa, og spurgte ikke mere.

Men Fru Lunding mærkede en Haand paa sin Skulder, og da hun saa’ op, var det Moderen, der var kommen ind fra Køkkenet og havde hørt det alt sammen.

«Ser De, gode Frue!» sagde hun langsomt og med et lille sejrssikkert Smil. «Der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo sét lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!»

Hvad han følte for hende, var dog ikke vrede alene, også medlidenhed. Han undskyldte hende, fordi hun var kvinde, det ville sige et væsen med et abnormt følelsesliv og en deraf flydende, forvirret tankegang. Han var end ikke sikker på, om hun ikke var begyndt at betragte sig som den forurettede. Der var noget i den trods, hun denne morgen havde vist ham, der kunne tyde derpå. Og det ville jo kun ligne hende! Hvor huskede han hende fra de gamle dage, da hun på den uskyldigste måde kunne fortsætte med sine benægtelser, indtil hun selv troede på dem, endda han havde begge hænderne fulde af beviser imod hende!

hans hjem var hele egnen, hvis skove og lyngbakker, kær og moser han fra morgen til aften gennemstrejfede med sin bøsse eller sit mægtige egespir – skræmmende børn og vejfarende folk med sit vildmandsudseende og sin overmodige latter.

Men når den lange vinternat nærmede sig og sneen begyndte at lægge sig over landet, vågnede der liv i denne øde stenkedel.

Fruentimmerne sad ved årerne, gulbrune og sortøjede, nogle med patteglutter bag på ryggen i amauten.

Da kom de alle krybende ud fra hulerne – store og små skindbylter – rejste sig på vaklende knæ og stirrede med de matte øjne op imod det fremmede lys, der ligesom legende kom og svandt på fjældkammene

tore glædestårer randt ned ad de udhulede kinder. Man råbte og klappede i hænderne, humpede om på de kluntede lemmer og faldt hinanden om halsen af sindsbevægelse. Mødre rakte deres børn frem på armene og skreg i vild henrykkelse, også børnene strakte deres små, magre hænder ud imod den store varmekilde og blandede deres stemmer i det fælles halleluja-råb:

Sekinek! Sekinek!

Han var bleven et nyt … et genskabt menneske.