Lars Kepler

med store skridt og trækker vejret stønnende.

– Det var … jeg så mennesker inde i vognen, hvisker den gamle mand i telefonen

Tilbagevendende, akut psykotiske tilstande med bizarre og meget voldelige indslag“.

Hun ligger med hånden over sit venstre bryst. Perlehvidt lyser det bløde huld under hendes blodtilsølede hånd.

Hun er helt tydeligt blevet arrangeret på denne måde efter døden, men det ser egentlig ikke seksualiseret ud.

De må skynde sig, eftersom gerningsmanden har alle en spree killers kendetegn: en stærk personlig drivkraft, men det enkelte mord er ikke klimaks i en fantasi og efterlader ikke noget behov for gentagelse.

Hvert mord er bare et skridt på vejen, en lille del af en endegyldig løsning.

Kaninjægeren nyder ikke deres lidelse, men han fyldes af en følelse af højere retfærdighed –

hvæser Luka og vælter sin kaffekop

DET HVINER I firtommersømmene, da Joona brækker brædderne over fordøren af.

Bagefter hedder det sig altid, at det var en uskyldig leg, som gik for vidt, men alle ved godt selv, hvornår de er onde. Den mørke elektricitet fylder rummet, og man vælger at fortsætte.

Joona læser en sidste gang afhandlingens afsluttende sætninger om, at den eneste måde, at behandle et psykisk traume, er at vende
tilbage til det og forstå, at det der skete, faktisk har en plads i den personlige livsfortælling.

Og dette gælder hver enkelt af os: Hvis vi ikke kan holde ud at spejle os i vores erindringer, kan vi heller ikke sørge over det der skete, og komme videre. Det lyder måske som et paradoks, men jo mere vi forsøger at ignorere det smertelige i livet, desto mere magt får det over os.