Lars Kjædegaard

liv var blevet smadret. De mange år, hvor hun og Jan havde opbygget deres liv, deres rutiner, deres fritid og deres omhyggelige

noget ham til at åbne dem igen. Han så hen mod døren. Han hørte en lyd og så hjørnet af en hvid konvolut blive stukket ind under

dræbe ofret, men at gøre det på en specielt modbydelig måde. Det skulle være voldsomt.

– Vi går ud fra, sagde Gutiérrez, – at Dahl selv lukkede drabsmanden ind.

Da Silva nikkede.

– Men Dahl har følt sig sikker nok til at sætte sig i stolen.

Hun slap ham og gik ud i køkkenet for at komme væk fra den velkendte distance, hun fornemmede var ved at tage form i mellem dem. Han tog overtøjet af og fulgte efter hende, hans øjne var

To gange i deres ti år i afdelingen havde Belling måttet give fortabt. To drabsmænd var aldrig blevet pågrebet

des. Hun kunne godt lide at cykle uden mål og med. Hun cyklede gennem skoven, ad stier og øde småveje, mellem træer, over åbne strækninger, ofte uden at møde nogen.

Hun var kommet ud af skoven tæt på

gen. Hvad havde han forestillet sig? Hans gamle tennismakker, Torben, var indædt tilhænger af thaimassage. Torben sagde, at de kunne noget, som danske fysioterapeuter ikke kunne. De kunne tage fat, og de vidste instinktivt – sagde Torben

– Selvfølgelig er de ægte. Det finder han også ud af. Der er ikke nogen problemer, Ida.

Så måtte hun gå med ud og hilse på. Det var også okay, selv om drengene, der kom derude ikke ligefrem var nogen, man kunne tale med om noget interessant.

Jo, Finn kunne godt huske Køler-Karin. Det var tider. Finn var som en fåmælt mur, som blidt returnerede Fjerritslevs gennemskuelige minder, som i dette tilfælde kun havde til formål at nå frem til, hvorfor Køler-Karin hed, som hun gjorde.