Katrine Wessel

Til før Christian

– Jeg dør snart af kedsomhed, sukkede frøken Rose.

Hun prøvede at fremtvinge et smil, men det blev ikke til andet end en grimasse. – Jeg har fået et arbejde hos en familie her i Kjøpmannsgaten

skal nok gå, det er jeg sikker på.
– Tak, det skal jeg gøre. Karen blinkede tårerne væk.

Kanten af hendes nederdel var allerede fugtig, og våde snefnug samlede sig på hendes øjenvipper, inden de smeltede og løb ned i øjnene på hende.

n ville have sagt, hvis han havde vidst, at han var begyndt på universitetet, og at det var hans onkel, der havde skaffet ham ind.

I det samme begyndte det tydeligvis at dæmre f