Jytte Vikkelsøe

Цитаты

Carina Olsenцитирует2 года назад
Langt de fleste hjerneområder danner ikke nye neuroner efter fødslen. Den videre hjerneudvikling efter fødslen består i stedet af en konstant etablering og genetablering af forbindelser mellem de allerede eksisterende neuroner, og det er en proces, der fortsætter livet igennem. Hjernen er dog i den tidlige barndom genetisk programmeret til at producere flere forbindelser – synapser – end den nogen sinde kommer til at bruge. Og da hjernen fungerer efter et „use it or lose it“-princip, er den videre hjerneudvikling en fortløbende proces, hvor de synapser, der bliver brugt, bevares, og de, der ikke bliver brugt, går til grunde.

Neuroner er nerveceller, som udgør de grundlæggende byggesten i nervesystemet. Et neurons funktion er at modtage elektriske signaler fra andre neuroner, behandle disse signaler og sende dem videre til atter andre neuroner.

Synapser er de små kløfter, der findes mellem neuronerne. Synapsen er samtidig det, der funktionelt forbinder neuroner med hinanden, således at et elektrisk signal kan passere fra ét neuron til et andet. Når neuronet sender det elektriske signal, bliver en neurotransmitter frigivet i den synaptiske kløft. En neurotransmitter kaldes også et signalstof og er en kemisk budbringer, der enten kan aktivere eller hæmme det tilstødende neuron. Velkendte neurotransmittere er for eksempel dopamin og noradrenalin. Den synaptiske kløft udgør en fysisk barriere for det elektriske signal, der skal overføres fra et neuron til et andet. Udtrykt i elektricitetstermer kan man opfatte synapsekløften som en „kortslutning“ i et elektrisk kredsløb, og neurotransmitterens funktion er at overvinde denne elektriske kortslutning.

De forskellige hjernefunktioner er maksimalt modtagelige for aktivering på bestemte tidspunkter. Mangel på stimulering kan medføre hjernecelledød. Et barn, der hindres i visse oplevelser, vil senere i livet have svært ved at gøre ting, der ellers ville være kommet naturligt. Det er derfor utrolig vigtigt, at barnet bliver udsat for den rette stimulering på det rette tidspunkt, så hjernen kan organisere sig korrekt. Samtidig er det bydende nødvendigt at belaste de forskellige neurale strukturer tilstrækkeligt, for at de kan udvikle sig fuldt ud. Det kræver, at forældrene er villige til at lade barnet bære stadigt større spænding, men at de samtidig er til stede, parate til at træde til og trøste barnet, før det følelsesmæssigt overvældes.

Vores tidlige oplevelser – vores sorger, glæder, skuffelser og triumfer – er særlig betydningsfulde, fordi de organiserer de skrøbelige neurale strukturer, der er under udvikling. Og denne udvikling fremmes eller hæmmes i samspillet mellem forældre og børn.

Det tidløse nu
Hjernen er opdelt i en højre og en venstre hjernehalvdel. Den højre hjernehalvdel, der næsten helt og holdent er helliget tilknytningsfunktioner, dominerer barnets hjerneudvikling i de første 18 måneder af dets liv. I denne periode formes vores mest grundlæggende relationsmønstre. Disse tidlige mønstre bliver lagret i den implicitte hukommelse – de bliver til en instinktiv viden, vi dårligt kan sætte ord på.

Den nyfødte er i de første 18 måneder i en bevidsthedstilstand, der er helt domineret af højre hjernehalvdel. Den amerikanske neurolog Jill Bolte Taylor, der bevidnede sin egen hjerneblødning i venstre hjernehalvdel, giver i bogen My Stroke of Insight (2008) en levende førstehåndsbeskrivelse af denne højrehjernetilstand. Hun beskriver det som en euforisk, nærmest drømmeagtig tilstand, hvor hun ikke rigtig fatter, hvad der foregår omkring hende, og som hun derfor kærligt kalder „et besøg i la-la-land“.

Højrehjernetilstanden er fuldstændig blottet for den venstre hjernehalvdels konstante palaver, der normalt forbinder os med omverdenen. Og, beretter hun videre, „den beskæftiger sig kun med nuet. Alt drejer sig om ’lige her og nu’. (…) Information strømmer i form af energi på én gang igennem hele sanseapparatet for så at eksplodere i en enorm kollage af, hvordan nuet ser ud, hvordan det lugter og smager, hvordan det føles, og hvordan det lyder.“

Den nyfødte, der befinder sig i højrehjernetilstandens spontane og tidløse nu, er således helt blottet for evnen til at ræsonnere eller forstå sine omgivelser. I denne tilstand af ren „væren“ er der ingen differentiering mellem „indre“ og „ydre“. Alle oplevelser flyder frit og uhindret udefra og ind og indefra og ud.

De hjernestrukturer, der senere i livet vil gøre det muligt for barnet at regulere sine følelser, er uudviklede ved fødslen. Det nyfødte barn er således bemærkelsesværdig dårligt rustet til at håndte
Carina Olsenцитирует2 года назад
Et vist mål af skam er dog en absolut nødvendighed for at aktivere hjernens hæmmende system og udvikle evnen til følelsesmæssig selvregulering og selvkontrol.
Carina Olsenцитирует2 года назад
Det sidder fast i de uregulerede negative følelser og har brug for morens velkendte „bekræftende ansigt“ til at genaktivere dopaminudskillelsen, som så hæmmer noradrenalinudskillelsen.

Впечатления

Birgitte Nordman Bieделится впечатлениемв прошлом году
👍Worth reading

Fantastisk bog.

Rena Hoffmannделится впечатлением2 года назад
👍Worth reading

En øjenåbner👍

Morten Olsenделится впечатлением5 месяцев назад
👍Worth reading

fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз