Stig W. Jørgensen

gjorde mig nysgerrig, så jeg gik derhen. Jeg ville bare prøve at røre ved den. Så skreg min mormor virkelig højt. Det står indprentet i min erindring. Det var en kæmpestor slange.
Det var første gang i mit liv, at jeg følte frygt for alvor – men jeg havde ingen anelse om, hvad det var, jeg skulle være bange for. Det var faktisk min mormors stemme, der skræmte mig. Og så bugtede slangen sig hurtigt væk.

Hele familier boede sammen i de grimme, mastodontiske beboelseskomplekser. De unge kunne aldrig få en lejlighed for sig selv, så hver bolig var hjem for adskillige generationer – bedsteforældrene, det nygifte par og sidenhen deres børn. Det førte uundgåeligt til konflikter, når alle disse familier var klemt sammen på meget begrænset plads. De unge par måtte gå ned i parken eller i biografen for at dyrke sex. Og glemme alt om nogen sinde at købe noget nyt eller pænt.

Da jeg var lille, opfattede jeg vores lejlighed som indbegrebet af luksus. Senere fandt jeg ud af, at den engang havde tilhørt en velhavende jødisk familie og var blevet beslaglagt under den nazistiske besættelse. Senere gik det også op for mig, at de malerier, min mor hængte op i vores lejlighed, ikke var særlig gode. Når jeg ser tilbage på det, synes jeg egentligt, at vores hjem – af disse og andre grunde – var et forfærdeligt sted.