Michael Katz Krefeld (f. 1966) er en dansk forfatter. Han er blandt Danmarks mest populære krimiforfattere, har modtaget flere priser for sine bøger, og hans bøger er udgivet i 20 lande. Han har desuden i sin tidlige karriere skrevet manuskripter til forskellige danske tv-serier såsom Nynne og Nikolaj og Julie.
Michael Katz Krefeld fik sin romandebut i 2007 med spændingsromanen Før stormen. Et par år senere i 2012 udgav han Sort sne falder, der blev kåret som årets danske krimi og nomineret til Glasnøglen for årets skandinaviske krimi.
I 2013 indledte Krefeld med bogen Afsporet en længere krimiserie med opdageren Thomas Ravnsholt, kaldet Ravn, i hovedrollen. Ravn er tidligere politibetjent og bor nu på en båd i Christianshavns Kanal, og han lever af at efterforske sager om forsvundne personer i ind— og udland. Serien om Ravn er sat til at bestå af i alt 10 bind.