Jeg forstår Heideggers advarsel i forhold til en aftagende evne, der har at gøre med refleksion, nemlig evnen til at fastholde opmærksomheden om en fortsat fortælling. Fordybelse kræver, at man fastholder fokus. Jo mere distraherede vi bliver, desto mere overfladiske bliver vores refleksioner – og omvendt, jo kortere vores refleksioner er, desto mere ligegyldige vil de sandsynligvis blive. Hvis Heidegger var i live i dag, ville han nok blive temmelig chokeret over at blive opfordret til at twitte.
Er opmærksomheden skrumpet?