Johannes Sløk

Så vidt så godt. Det overraskende var imidlertid, at Sokrates anså det for en stor lykke at være uvidende. Det gav tryghed. Da han f.eks. står over for døden, forklarer han, at han er ganske uvidende om, hvad døden er for noget, om den er som en drømmeløs søvn eller et fortsat liv i en hinsidig verden. Han aner det ikke, og derfor er der ingen grund til at frygte døden.

Det er en tankemodel af den art, Wilhelm gør brug af. Når man ikke bare er fortvivlet, men vælger fortvivlelsen, så må det modsatte, positive, begreb også findes, og det må findes hos en instans uden for mennesket, en instans, der hører hjemme i en anden dimension, en dimension, hvor alt er positivt, sandt, uforgængeligt, evigt. Denne instans er naturligvis Gud.

Jeg vil gerne understrege det én gang til. Det er et umådeligt markant udtryk for det eksistensfilosofiske i Kierkegaards tænkning. Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere. Det afsløres i eksistensens krisesituation, at mennesket ikke kan forstås alene ud fra sig selv, men at det blot som menneske forholder sig til noget fremmed, til Gud.