Johannes Sløk

Ved en teori af den art mener Kierkegaard at have forenet det evige og det tidsbestemte, den urokkelige gyldighed og den historiske relativisme. Indholdet af begreberne om godt og ondt skifter ganske vist fra epoke til epoke, men det gør dem ikke ugyldige. De bliver ikke slugt af nihilismen. De er nemlig hver gang en skikkelse af den evige, a-historiske, af Gud skabte modsætning mellem godt og ondt. Men her, hvor det ikke er geometriske figurer, men etik, det drejer sig om, skal der en mellembestemmelse til. Det er valget. Når mennesket vælger sig selv som sig selv, vælger det sig i sin givne samfundsbestemthed og dermed har det forpligtet sig på de gældende begreber om godt og ondt. Og det etiske liv er dermed blevet alvor. Når det nu anstrenger sig for at vælge det gode, lever det et autentisk menneskeliv.

idealet står fast: mennesket skal gives tilbage til det faktiske liv i det faktiske samfund, i fællesskab med de faktiske mennesker, som det nu engang står i et mangeartet forhold til. Hele det æstetiske i mennesket, det givne indhold, livets skønhed og glæde, skal bevares og gøres trygt gennem den etiske holdning. Det er det simple daglige liv, Kierkegaard vil, men han vil det kun, hvis det er helt virkeligt; det skal rives ud af fortvivlelsen og bringes ind i forsoningens og beroligelsens dimension.

Det er netop det, der sker, ifølge assessorens analyser. Når mennesket er flyttet ind i sig selv og er gået ind i sin tid, med Gud bag sig som den gyldiggørende instans, da ligger hele den faktiske tilværelse parat, og etikeren kan glad gå i gang med den. I samme øjeblik mennesket bliver sig selv, iklæder det sig sit sociale selv. Sådan kan Wilhelm udtrykke det. Det ‘sociale selv’ – det er det æstetiskes enhed med det etiske, det enkelte individs enhed med det samfundsbestemte fællesskab. Og at gøre det er – som formuleringen lyder – ‘at realisere det almene’.

Men han brugte begge dele, formuen og genialiteten, på at lovprise det, han var lukket ude fra, det almindelige menneskeliv, det borgerlige ægteskabs lykke, det daglige arbejdes velsignelse, den stille glæde ved at være til i verden, med familie og vennekreds. Livets højeste mål er – det helt almindelige, ‘det almene’, siger Kierkegaard, bevidst vendt mod al romantik, mod al spekulativ idealisme, mod enhver religiøs pietisme.