Morten Albæk

Arbejdet er ikke en modstander, en eksistentiel klods om benet, selvom vores brug af ordet kompensation og human resource management antyder, at vi udbytter vores liv for vores indkomst og umuligt bør kunne finde mening i arbejdsarenaen. I stedet for at være en modstander bør arbejdet være en medspiller, der ligefrem kan bidrage til at skabe mening i vores tilværelse, en grund til at stå op om morgenen og en følelse af at være en værdsat del af et socialt og fagligt fællesskab, der arbejder for samme formål

Som en kæmpe analyse publiceret i MIT Sloan Management Review kunne demonstrere, har ’toxic corporate culture’ 10,4 gange større betydning for medarbejderes motivation for jobskifte end kompensation

Darwin var af den hypotese og opfattelse, at det samfund eller fællesskab, der havde de bedste vilkår for at trives, var dem med flest empatiske mennesker i. Så vi dels ikke gik rundt og bankede køller i hinandens kranier, dels udøvede omsorg for hinanden og bistod selv den svageste i sin heling eller velvære. Han går sågar så langt som til at tilskrive selve den menneskelige evolutions succes til udviklingen af empati blandt mennesker, hvilket vil sige, at det, der ifølge Darwin ligger til grund for vores civilisation, er udviklingen af vores instinktive medfølelse og omsorg over for andre. For i en sådan kontekst belønnes og reproduceres empati, samarbejde og tapperhed langt mere end barbari, konkurrence og hårdførhed. Sidstnævnte vil ganske enkelt spænde ben for enhver form for forsøg på at danne fællesskab og dermed civilisation. Og som ny forskning fra Stockholm Universitet har vist, så øger løn efter præstation ikke motivationen til at præstere. Præstation styres, ifølge forskeren bag studiet, snarere af engagement, mening i arbejdet og relationen til kolleger og chefer.

Eudaimonia betegner en blivende positiv tilstand, en følelse af værdighed, håb og tilfredshed med vores tilværelse – både den levede tilværelse, der ligger bag os, og den endnu ikke levede tilværelse, der venter os.

I den forbindelse udsiger det såkaldte Thomas-teorem, som vi kender fra psykologien, at ”hvis mennesker definerer situationer som virkelige, så er de virkelige i deres konsekvenser”. Med andre ord så kan vi mennesker ved tankens og viljens kraft præge udfaldsrummet og konsekvenserne ved ene og alene at anse en situation – eller et medikament – for at være virkelig eller sand. På samme vis bliver hypokondere også mere syge end andre mennesker, netop fordi der i den negative tankegang og visualisering findes en slags iboende selvopfyldende profeti.

Selvtillid og selvværd er ikke én og samme ting, langtfra. Selvtilliden er den blinde tillid, vi viser os selv, som ikke bunder i en selverkendelse, men snarere i en oppustet og uklædelig selvovervurdering. Selvværdet omhandler derimod vores evne til at vide, hvad vi er værd, som vi er. Selvværd er evnen til at stå ved os selv, også når arbejdet eller studiet måske giver os et slag i ansigtet. Så vi ved, at vi er noget værd og har en god karakter, selvom vi ikke nødvendigvis får den bedste karakter i en opgave

Fra 2019 til 2022 er det sket et skift i danskernes vurdering af, hvad der er vigtigst i en jobsøgningssituation, som understøtter ’quiet quitting’-tendensen. Mulighed for dygtiggørelse er faldet i vigtighed fra hele 28 procent til blot 18 procent. Mulighed for at avancere er ligeledes faldet fra 9 procent til 6 procent. Selv ’gode kolleger’ er faldet fra 45 procent til 35 procent. Kun to forhold er steget: at lønnen er god (fra 36 procent til 37 procent), og at der er fleksible arbejdstider (fra 29 procent til 33 procent). Karrierestigen i form af faglig dygtiggørelse og hierarkisk avancement er altså nedadgående, mens Selvrespektens stige i form af at få betaling for vores værdi og mere autonomi i vores planlægning er opadgående. Og så må de gode kollegaer gerne stadig være der

Mens karrierestigen er baseret på selvtillid og vurderinger og bruger disse som brændstof,

Vi mennesker har brug for andres medfølelse og tilgivelse frem for suk og fordømmelse, hvis vi skal ændre på os selv, ligesom vi har brug for deres ærlighed og vedholdenhed frem for deres falske anerkendelse og flygtige relation. A

Den, som man ifølge den græske filosof Heraklit ikke kan bade i to gange, uden at dens vand – eller en selv – er blevet til en anden.At vi ikke bare kan, men også vil ændre os over tid, rummer en frisættelse, al den stund at det betyder, at ikke alt er forudbestemt. At vi i nogen grad kan tage skæbne og rorpind i egen hånd. At vores vilje betyder noget.