Morten Albæk

Hvad kroppen angår, så udskiftes dens celler løbende, og i løbet af syv år er selv de celler med længst levetid – dem i vores hjerner – skiftet ud. Det vil altså sige, at ingen af de celler, der udgør ens krop, når man udånder for sidste gang, er de samme, som når man tager første åndedræt, efter at navlestrengen er blevet klippet. Ja, faktisk bliver samtlige celler i kroppen udskiftet 11-12 gange i løbet af en gennemsnitlig danskers liv. Men er vi så nogensinde helt den samme i dag, som vi var i går?

Agape er en ikke-erotisk kærlighed til medmennesket, altså en slags universel næstekærlighed og selvopofrende kærlighed. Et eksempel på agape er den kristne Guds frelsende kærlighed til menneskene, som returnerer denne med selvsamme agape – en selvhengivende kærlighed

Storge betegner den naturlige eller instinktive kærlighed. Den kærlighed, der med brusende styrke fylder hver en krops- og hjernefiber, når vi tager imod vores børn ved livets begyndelse

Filía beskriver en dyb respekt og inderlig relation til en nær ven, en sjæleven og åndsfælle.

vi kan falde for mange forskellige, hvis omstændighederne og tilfældighederne tillader det. Det er med andre ord muligt at finde noget elskeligt og attraktivt i andre, hvis blot vi leder længe nok og stiller os selv og hinanden de rette spørgsmål.

Godt halvandet årti senere forsøgte forskere fra Hamilton College i New York at teste netop, hvor mange blik en forelskelse kræver. 22 singler fik vist billeder af 112 ansigter, som de skulle tage stilling til hvor attraktive de fandt, på en skala, hvor 9 var højest. I takt med at hvert billede blev vist for anden og tredje gang, kunne forskerne se, at antallet af 9-taller steg betragteligt. En såkaldt ’gentagelseseffekt’. Jo flere gange det samme ansigt blev vist, desto mere attraktivt fandt deltagerne det, de så. Effekten var størst fjerde gang. Det var med andre ord ikke ’kærlighed’ ved første blik, men ved fjerde.

psykologien og sociologien kaldes det for eksponeringseffekten eller familiaritetseffekten. Altså at jo mere vi er omgivet af noget, jo mere attraktivt finder vi det. Det kan blandt andet forklare, hvorfor de fleste affærer eller kærlighedsmæssige sidespring foregår på arbejdspladsen.

Den ideelle kærlighed er, som Lev Tolstoj beskriver det, hverken en, der ophøjer eller nedgør, for: ”When you love someone, you love the whole person, just as he or she is, and not as you would like them to be.”

Studiet viste, at for at opnå en grundlæggende kvalitet og tilfredshed i vores forhold er vores egen indsats fire gange mere betydningsfuld end noget som helst, der har med vores partner at gøre. Derfra, såfremt forholdet skal vedblive med at være af høj kvalitet og trivsel, er den stærkeste variabel i at forudsige succes, hvorvidt vi oplever, at vores partner ønsker, at vores forhold skal vare for evigt. Dernæst taknemmelighed, at vi føler os heldige over at have vores partner i vores liv. Så seksuel tilfredsstillelse. På fjerdepladsen kommer, hvorvidt vi føler, at vores forhold gør vores partner glad. Og som den sidste af de fem stærkeste drivere finder vi hyppigheden af konflikt.

Arbejdet er ikke en modstander, en eksistentiel klods om benet, selvom vores brug af ordet kompensation og human resource management antyder, at vi udbytter vores liv for vores indkomst og umuligt bør kunne finde mening i arbejdsarenaen. I stedet for at være en modstander bør arbejdet være en medspiller, der ligefrem kan bidrage til at skabe mening i vores tilværelse, en grund til at stå op om morgenen og en følelse af at være en værdsat del af et socialt og fagligt fællesskab, der arbejder for samme formål