da

Erich Maria Remarque

  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Mens de sad der og skrev og talte, så vi lazaretter og døende; – mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Han taler ikke om sin moder og sine søskende, han siger intet, det ligger vel allerede langt bag ham; – han er nu alene med sit lille, nittenårige liv og græder, fordi det forlader ham.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Se nu, når du oplærer en hund til at æde kartofler og så bagefter lægger et stykke kød hen til den, så vil den trods alt snappe efter det, fordi det ligger i dens natur. Og når du giver et menneske en smule magt, så går det ham ligesådan; han snapper efter den. Det kommer ganske af sig selv, for mennesket er nu engang først og fremmest et dyr, og ovenpå er der måske smurt nogen anstændighed som på et stykke fedtebrød. Militærvæsenet består nu deri, at der altid er en, der har magt over en anden. Det slemme er bare, at enhver af dem har alt for megen magt; en underofficer kan hundse en menig, en løjtnant en underofficer, en kaptajn en løjtnant så længe, at han bliver forrykt. Og da han ved det, så vænner han sig allerede straks noget til det.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    For ingen betyder jorden så meget som for soldaten. Når han trykker sig ned imod den, længe, heftigt, når han med ansigt og alle lemmer borer sig dybt ned i den i dødsangst for ilden, så er den hans eneste ven, hans broder, hans moder, han stønner sin frygt og sine skrig ned i dens tavshed og dens indre ro, den optager skrigene i sig, og så slipper den ham atter fri til nye ti sekunder på liv og død, griber ham så igen og det mange gange for evigt.
    Jord – jord – jord!
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Vi har mistet al følelse for hinanden, vi kender dårligt nok hinanden, hvis vi med vores forjagede øjne skulle opfange billedet af en kammerat. Vi er følelsesløse døde, som ved et trylleri, en farlig trolddom endnu kan løbe og dræbe
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Vi ville ikke mere være knyttede til det, som vi var. Det er jo ikke sansen for landskabets skønhed og stemning, som har draget os, men det fælles, denne følelse af et broderskab mellem tingene og vores jeg, denne følelse, der spærrede os ude og altid gjorde de voksnes verden uforståelig for os; – for vi var altid dette landskab inderlig hengivne, vi fortabte os i det, og den ringeste ting førte os dengang altid ud imod det uendelige. Måske var det kun vores ungdoms privilegium; – vi så endnu ikke afgrænsningerne og indrømmede ikke, at der var noget, der hed afslutning; vi havde blodets længsler, og de smeltede os sammen med vores dage.
    I dag ville vi gå rundt i vores ungdoms landskab som turister. Vi er forbrændt af kendsgerninger, vi kender små nuancer, som om vi var handelsfolk, og nødvendigheder, som om vi var slagtere. Vi er ikke mere ubekymrede – men vi er frygtelig ligegyldige. Vi ville gerne være der; men ville vi leve?
    Vi er ensomme som børn og erfarne som gamle folk, vi er rå og melankolske og overfladiske, – jeg tror, vi er fortabte.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    En ualmindelig varme gennemstrømmer mig med ét. Disse stemmer, disse få, sagte ord, disse skridt i skyttegraven bagved mig river mig med et ryk ud af dødsangstens frygtelige ensomhed, som jeg næsten var hjemfalden til. De er mere end mit liv, disse stemmer, de er mere end moderlighed og angst, de er det stærkeste og mest skærmende, som overhovedet findes; det er mine kammeraters stemmer.
    Jeg er ikke mere et skælvende stykke liv alene i mørket; – jeg tilhører dem og de mig, vi har alle den samme angst og det samme liv, vi er intimere forbundne end elskende, på en enkel og skæbnetung måde. Jeg kunne trykke mit ansigt ind i dem, i disse stemmer, i disse par ord, som har reddet mig, og som vil stå mig bi.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre, at disse strømme af blod blev udgydt, at disse torturkamre eksisterer i hundredtusinder. Først lazarettet viser, hvad krigen er.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Og med rædsel føler man om natten, når man vågner af en drøm, overvældet og prisgivet de strømmende syners trolddom, hvor tynd den grænse, og hvor svag den hæmning er, som skiller os fra mørket – vi er små flammer, med nød og næppe skærmet af svage vægge mod opløsningen og meningsløsheden, hvori vi blafrer og ofte er ved at slukkes. Så bliver slagets dæmpede brusen til en ring, som indeslutter os, vi kryber sammen i os selv og stirrer med store øjne ud i natten. Kun kammeraternes sovende åndedræt kan trøste os, og så venter vi til om morgenen.
  • mariateglkampцитирует2 года назад
    Kammerat, jeg ville ikke slå dig ihjel. Sprang du herned en gang til, så gjorde jeg det ikke, hvis du altså også ville opføre dig fornuftigt. Men før var du kun en tanke, en kombination, som levede i min hjerne og fremkaldte en beslutning; – denne kombination har jeg stukket ned. Nu ser jeg først, at du er et menneske ligesom jeg. Jeg har tænkt på dine håndgranater, på din bajonet og dine våben; – nu ser jeg din kone og dit ansigt og alt, hvad vi har fælles. Tilgiv mig, kammerat. Vi indser det altid for sent. Hvorfor fortæller man os ikke atter og atter, at I er lige så arme hunde som vi, at jeres mødre er ligeså angste som vores, og at vi har den samme frygt for døden og lider den samme død og den samme smerte. Tilgiv mig, kammerat, hvorledes kunne du være min fjende. Hvis vi kastede disse våben og denne uniform bort, så kunne du lige så godt være min broder, som Kat og Albert er det. Tag tyve år af mine og stå op, – tag flere, for jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge dem til.“
fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз