Karl Ove Knausgård

Der, alene i en etværelses, feminint indrettet lejlighed midt i Söder, læste jeg Gitta Serenys bog om Treblinka Into that darkness, den gjorde mig dårligt tilpas i to uger, og efter det læste jeg ikke mere om det, den vej var det ikke muligt at komme længere ad, der lukkede alt sig om sig selv.

Der var ikke meget mørke i mit liv! Så lod jeg titlen stå endnu en gang og begyndte at læse indledningen.

jo at den bare var sådan okay.

– Men jeg vil jo gerne se hvordan det går.

– Hvor er Magne og Ida?

– Magne er inde på sit værelse. Ida er ude at løbe, sagde Julie. – Hvorfor?

– Ikke for noget.

Vinen var herlig kold og sød som saft. Jeg gik ud i køkkenet for at skænke op igen og tog hele kartonen med tilbage.

– Det må jeg nok sige, sagde Julie. – Skal du i byen, eller hvad?

– Måske. Vil du med?

– Det tror jeg ikke. Skal tidligt op i morgen.

– Hvad med dig? sagde jeg og så på Kristoffer.

– Er ikke helt i humør til at gå ud.

– Kom nu! Det er altid sjovere at gå i byen når det ikke er planlagt.

Døren gik op. Idas prustende åndedræt hørtes ude i gangen, og så skridt hen til badeværelset.

– Klokken er ikke engang ti, sagde jeg.

– Du er virkelig ivrig, sagde Kristoffer.

– Er da ikke ivrig. Det er bare en god idé.

Jeg følte mig helt dum der i sofaen. Havde lagt lidt hårdt ud, og nu var der pludselig ingen vej tilbage. Kunne heller ikke bare gå i seng.

– Da du blev dumpet, gik vi allesammen i byen. Kan du huske det? sagde jeg. – Det var en søndag.

– Det glemmer jeg aldrig, sagde Kristoffer.

– Har du kærestesorger, lillesøster? sagde Julie. – Vidste ikke engang at du havde en kæreste! Var det ham derude?

Jeg rystede på hovedet.

– Det er omvendt.

– Er du forelsket?

– Det tror